DR-vært deler stor nyhed: Sker snart for første gang

Endnu en milepæl venter DR-værten og hendes kæreste, der har haft et begivenhedsrigt år.

Det har været et år med mange store øjeblikke for P3-værten Marie Hobitz og kæresten, landsholdsspilleren Niclas Kirkeløkke.

Allerede i januar kunne parret nemlig melde ud, at de fra sommeren 2027 ville rykke sammen i Aarhus, da Kirkeløkke fremover har valgt at fortsætte karrieren i Fredericia.

Næste kapitel blev der taget hul på tilbage i juni, hvor Kirkeløkke faldt på knæ og spurgte, om hun ville giftes med ham.

Barn på vej til foråret

De gode nyheder er de dog ikke færdige med, for nu er endnu en nyhed landet hos parrets følgere. I et opslag på Instagram løfter Marie Hobitz nemlig sløret for, at de to skal være forældre.

“Det er ikke til at fatte, men vi bliver forældre til marts,” skriver hun i opslaget, ligesom hun også har delt en kort video, hvor hun fremviser billederne fra scanningen.

Niclas Kirkeløkke spiller til daglig i Tyskland for Rhein-Neckar Löwen, men efter otte år uden for landets grænser, har han besluttet sig for at vende hjem.

Mere tid til de nærmeste

Beslutningen om at vende tilbage til Danmark har han tidligere forklaret over for B.T. Her har han sagt, at han gerne vil have mere tid til sin kæreste og familie.

“Jeg er jo meget væk. Og nu får jeg mere tid til at se min kæreste og familie. Og jeg får mere overskud til at se mine venner. For når jeg endelig er hjemme, så skal jeg slappe helt af. Og det kan godt være svært nogle gange,” sagde han.

Den ro bliver dog ikke helt så lang, som han måske havde regnet med, eftersom familien til marts skal have plads til en lille ny.

https://www.instagram.com/reels/DeMWpGINzid