Tidligere TV 2-vært droppede jobbet – og så gik det den forkerte vej

Et karriereskifte så først ud til at være lovende for den tidligere TV 2-vært, men så kom en udvikling, ingen havde forudset.

Coronapandemien ramte mange hårdt, da det for mange endte med at koste dem jobbet – og det gjaldt også for den kendte tv- og radiovært Felix Smith.

Kort tid inden pandemien havde han valgt at sige farvel til TV 2 og værtsrollen i “Go’ Aften Danmark” til fordel for et skifte til Kanal 5, hvor han efter planen skulle føre an i “Top Gear” det næste årti.

Valget fik dog større følger, end han havde regnet med, fortæller han til Politiken.

Pludselig uden arbejde

Planen holdt nemlig ikke for den garvede vært, der som følge af pandemien måtte sande, at han stod uden job.

“Vi nåede kun at lave en sæson, for så kom corona, og så skete der alt muligt hos Kanal 5 og i resten af verden, hvilket gjorde, at programmet blev lagt ned. Pludselig stod jeg der uden et arbejde. Det var en meget voksen erkendelse, at jeg nu skulle ud og stå på egne ben professionelt og økonomisk,” siger han.

Tidligere har han kaldt værtsjobbet i “Go’ Aften Danmark” det dårligste job, han har haft, hvorfor det næppe er en rolle, seerne kommer til at opleve ham i igen.

Nye projekter

Han har siden kastet sig ud i en række nye projekter, da han blandt andet er blevet vært om eftermiddagen på radiokanalen Nova.

Desuden præsenterer han YouTube-serierne “Asfalten kalder” og “Vind i sejlene”.

Endelig er han medejer af og designer i Dogcoach, der laver beklædning til folk med hund.

 

Læs mere om...