DR forbød det: Kendt vært forment adgang fra omtalt livestream

En planlagt gæsteoptræden i en populær livestream endte med at blive aflyst, da DR satte foden ned.

Traileren til Rasmus Søndergaards “Sønderthon 2.0” viste med al tydelighed, at seerne ville få æren af at opleve DR-værten Kåre Quist.

I traileren ser man ham nemlig kigge lige ind i kameraet, og det tydede derfor klart på, at han ville dukke op undervejs i den 15 dage lange livestream.

Sådan bliver det dog ikke, fortalte Søndergaard tirsdag til sit store publikum.

Planen bød ellers på et fotoshoot på slottet, hvor DR-værten med fotograf og særligt tøj skulle lære ham at “looksmaxe”.

Fik ikke lov af DR

Men DR har sat en stopper for det, hvorfor de mange seere ikke kommer til at få et glimt af Kåre Quist i denne omgang.

“Han fik sgu ikke lov af DR, så ‘o7’ (gør honnør, red.) til Kåre, han er en absolut fornøjelse. Jeg ved, at han virkelig gerne ville,” sagde Søndergaard.

Baggrunden er, at der i sidste uge kom kritik fra Forbrugerrådet Tænk af streamerens aftale med Red Bull, som er blandt hans største sponsorer. Den sag gør, at DR’s nyhedsvært nu er nødt til at blive væk.

Statsbesøg i stedet

Til SE og HØR fortæller Kåre Quist, at han havde glædet sig meget og endda skulle have fløjet i helikopter til slottet, men at det hele altså faldt til jorden.

“Den sag har jeg ingen holdning til, og den er jo heller ikke afgjort. Men da det er en sag, vi omtaler i TV-Avisen, hvor jeg selv er vært, så er reglerne klare. Jeg kan ikke omtale en sag som vært om tirsdagen og så deltage i ‘Sønderthon’ om torsdagen,” siger han.

Han understreger, at reglen gælder i alle lignende tilfælde, og at han kommer rigtig godt ud af det med Søndergaard.

Til gengæld får han nu mere tid til at tage hånd om det vietnamesiske statsbesøg, som han har fået til opgave at dække sammen med Stephanie Surrugue.