Rapperens tur på hospitalet vakte naturligvis en del opsigt, men tilsyneladende har det ikke været helt så dramatisk.
Lørdag aften kom det frem, at Sean “Diddy” Combs var blevet sendt med en ambulance til hospitalet, efter at han havde fået et slag i hovedet i fængslet.
Skaden viste sig heldigvis ikke at være synderligt alvorlig, og efter behandling på hospitalet kunne han derfor vende retur til sin celle samme aften.
Det er desuden ikke første gang, at den 56-årige rapper og producer løber ind i problemer bag murene. I fjor gik en medfange løs på ham og holdt en kniv mod hans hals.
Ramte en køjeseng
Så voldsomt gik det dog ikke til denne gang, selvom han måtte en tur på hospitalet.
Tirsdag kom det frem, at “I’ll Be Missing You”-rapperen ganske enkelt havde ramt en køjeseng med hovedet, skriver det amerikanske medie Page Six.
Rapperen var blandt andet tiltalt for menneskehandel med henblik på prostitution og afpresning, men fik i oktober sidste år en straf på 50 måneders fængsel for to forhold, der havde med prostitution at gøre.
Lever godt bag tremmer
I forbindelse med sagen kom det blandt andet frem, at han havde betalt to mænd for at have samleje med sine daværende kærester, mens kvinderne var under indflydelse af stoffer, og selv set på og filmet det.
Ifølge anonyme tidligere medfanger, der har udtalt sig til det amerikanske medie NBC News, har Diddy det dog ret komfortabelt bag tremmer. Han skal angiveligt have sikret sig hjælp til madlavning og rengøring og have fået massage.
“Det her er ikke noget normalt shit, man ser i fængslet. Det her er noget rigt shit. Det ser skørt ud, men igen… Det er Diddy,” skal en af dem have sagt.