Rygterne har svirret længe: Nu afviser Kendall Jenner

Midt i nye rygter fortæller den kendte supermodel nu om et andet forhold, der længe har skabt spekulationer.

I realityserien ‘The Kardashians’ har Kendall Jenner nu valgt endelig at reagere på de mange spekulationer om, at hun skulle have et romantisk forhold til modellen Cara Delevingne.

Det sker efter flere år, hvor deres tætte venskab har givet anledning til påstande om, at der skulle være mere end blot et venskab mellem de to modeller.

Hertil har Jenner på det seneste også været genstand for andre kærlighedsrygter, da op til flere fotografer gentagne gange har fanget hende i selskab med skuespilleren Jacob Elordi. Det er dog ikke ham, hun taler om i programmet.

Taler under modeshow

Optagelserne stammer fra området bag scenen ved et modeshow under Paris Fashion Week, hvor Cara Delevingne er til stede sammen med Kendall Jenner.

Venskabet mellem de to modeller strækker sig helt tilbage til 2015, og Jenner har tidligere afvist, at de skulle være kærester.

I løbet af denne samtale beskriver Kendall Jenner blandt andet, hvordan den omsorg og hengivenhed, de viser hinanden, får andre til at spekulere i hendes seksualitet.

“Folk tror stadig den dag i dag, at jeg er lesbisk på grund af den kærlighed, vi har for hinanden. Det er jeg ikke, og det burde du af alle vide,” siger hun, hvorefter Cara Delevingne bekræfter udsagnet, fremgår det af People.

Kommenterer tiltrækning

Kendall Jenner forklarer videre, at hun ikke ville se det som noget negativt, hvis hun var lesbisk.

Hun beskriver tanken som sjov og tiltalende og mener, at det kunne være lettere, hvorved hun også sender en lille stikpille i retning af de mænd, hun har datet.

Alligevel understreger hun, at den tætte relation til Delevingne ikke er noget, som skal forveksles med seksuel interesse for kvinder.

“Jeg har intet imod at have sex med Cara. Jeg har bare aldrig haft lyst til at have sex med en kvinde,” lyder det fra hende.

Det er endnu uvist, hvorvidt hun og Jacob Elordi danner par, da ingen af dem har kommenteret på billederne og rygterne.

 

Læs mere om...