Tager til genmæle mod Mette Frederiksen: Blev informeret på forhånd

En telefonsamtale med Vladimir Putin har skabt uenighed mellem flere regeringsledere, men Norges statsminister Jonas Gahr Støre afviser kritikken.

Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, har afvist beskyldningerne om, at han og Finlands præsident, Alexander Stubb, skulle have handlet uden at orientere deres internationale samarbejdspartnere.

De to politikere havde tirsdag en telefonsamtale med Ruslands præsident, Vladimir Putin, hvilket efterfølgende har fået kritik fra blandt andre Mette Frederiksen.

Den danske statsminister har forklaret, at hun er af den opfattelse, at Norge og Finland handlede på egen hånd uden tilstrækkelig koordinering. Den fremstilling har Støre nu givet udtryk for, at han slet ikkke er enig i.

Afviser kritik

Ifølge det norske medie VG har Støre i kølvandet på Frederiksens kritik forklaret, at samtalen var blevet drøftet med samarbejdspartnerne, inden den fandt sted.

“Jeg er uenig i det. EU har i løbet af de seneste fire år ikke haft et fælles budskab eller en fælles fremgangsmåde,” sagde Støre ifølge Ritzau.

Han fremhævede desuden, at hverken Norge eller Finland gjorde et forsøg på at repræsentere EU under deres samtale med Putin.

“Vi taler ikke på vegne af andre end os selv, men det er blevet grundigt konsulteret, og alle vores partnere og allierede blev informeret på forhånd og har fået et grundigt referat også efterfølgende,” sagde han.

Telefonsamtalen mellem de tre statsledere havde ifølge Støre en varighed på halvanden time.

Sverige udtrykker bekymring

Det er værd at nævne, at Mette Frederiksen ikke er alene om sin kritik, for Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, har ligeledes udtrykt bekymring over den diplomatiske kontakt.

Han advarer ifølge flere svenske medier om, at særskilte samtaler med Rusland kan være med til at svække sammenholdet mellem de europæiske lande.

Fra Ukraine lyder der derimod en positiv reaktion, da præsident Volodymyr Zelenskyj i et opslag på det sociale medie X har givet udtryk for sin påskønnelse af Norges og Finlands diplomatiske indsats.