En særlig mærkedag har fået den kendte skuespiller til at dele en personlig fortælling om den svære afsked.
Skuespiller Nicolai Jørgensen, der især er kendt for sin rolle i DR-serien ‘Carmen Curlers’, har mistet sin far, Carl Otto Jørgensen. Han gik bort i sidste uge efter et kort sygdomsforløb.
Tirsdag ville hans far være fyldt 66 år, men fødselsdagen blev i stedet brugt som en anledning til at mindes ham.
I et opslag på det sociale medie Instagram har skuespilleren delt en video med sin far sammen med en personlig tekst om tabet og familiens sidste tid sammen.
Mindes fars personlighed
Nicolai Jørgensen beskriver i opslaget sin far som et roligt og mildt menneske, der har sat tydelige spor hos sine nærmeste.
Han fortæller desuden, hvordan minderne om Carl Otto fortsat lever i familien, selvom han ikke længere er til stede.
“Hver gang jeg ser på min mor, mine brødre, min niece og nevøer (og nærmest også mine forældres hund, Aiko), så ser jeg et stykke af min far. I udseendet – ja, men også i de små lyde og bevægelser, som pludselig bliver så genkendelige. Selvom min far ikke længere er her, er han alligevel overalt,” skriver han.
Skuespilleren fremhæver især de små ligheder mellem familiemedlemmerne som noget, der minder ham om faren.
Fik tid til at tage afsked
Sygdommen betød, at Nicolai Jørgensen og resten af familien vidste, at de ville ende med at miste Carl Otto. Den sidste periode var derfor præget af både sorg og nærvær.
Ifølge Nicolai Jørgensen brugte han og de øvrige pårørende mest mulig tid på at være sammen og dele minder fra deres fælles liv.
“Vi har holdt i hånden, grinet, grædt og talt os gennem vores tilværelse fra vugge til grav. Vi har fået lov at være sammen med vores far og mand, mens han langsomt skulle forlade os,” skriver han.
Nicolai Jørgensen er især kendt for sin rolle i ‘Carmen Curlers’, men spiller også med i både ‘Badehotellet’, ‘Herrens veje’ og ‘Doggystyle’. I sit Instagram-opslag takker han desuden faren for den kærlighed, han har givet familien.