Støre tager til genmæle mod Mette Frederiksen: Ser forskelligt på den

En diplomatisk samtale har skabt uenighed mellem Danmark og Norge, men de to statsministre har nu talt sammen.

Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, har været i telefonisk kontakt med Mette Frederiksen i kølvandet på deres offentlige uenighed om den pludselig dialog med Rusland.

Den norske statsminister har beskrevet onsdagens samtale med sin danske kollega som værende positiv, selvom de fortsat har forskellige holdninger til sagen.

Uenigheden opstod, efter at Støre og Finlands præsident, Alexander Stubb, tirsdag talte med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i halvanden time. Det skriver Ritzau.

Kritiserede initiativet

Den danske statsminister har ikke tøvet med at give udtryk for sin store utilfredshed med, at Norge og Finland besluttede sig for at tage kontakt til Putin uden en fælles europæisk koordinering.

Under et møde i Nordisk Råd i Finland understregede Frederiksen, at alle de europæiske lande bør stå sammen frem for at handle hver for sig.

Støre fastholder imidlertid, at samarbejdspartnerne var orienteret inden opkaldet. Over for Dagens Næringsliv fortæller han ifølge nyhedsbureauet NTB om sin efterfølgende kontakt med Frederiksen.

“Vi havde en god samtale i telefonen i går (onsdag, red.) og var enige om, at vi ser forskelligt på den samtale,” sagde han.

Afviser påstand

Den norske statsminister har samtidig kritiseret den britiske avis Financial Times for dens beskrivelse af mødet med Putin.

Avisen skrev tirsdag med henvisning til anonyme kilder, at den russiske præsident brugte størstedelen af samtalen på at tale om slavisk middelalderhistorie.

Støre afviser dog, at der skulle være hold i dette, ligesom han forgæves har forsøgt at få avisen til at ændre sin omtale.

“Det må de tage ansvar for redaktionelt. Vi har bedt dem om at tilføje, at vi, der deltog i samtalen, afviser, at det var en forelæsning i slavisk historie, for det var det ikke,” sagde han ifølge NTB.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har i et opslag på det sociale medie X givet udtryk for sin taknemmelighed over Norges og Finlands diplomatiske indsats.