Russell Brand skyldig i voldtægt: Nu er han idømt lang fængselsstraf

Den britiske komiker Russell Brand er blevet kendt skyldig i fire overgreb, hvilket koster ham en lang fængselsstraf.

Russell Brand er mandag blevet idømt en straf, der lyder på ti år og seks måneders fængsel for en voldtægt og tre seksuelle overgreb.

Den britiske komiker og skuespiller fik sin straf ved Southwark Crown Court i London, skriver skriver BBC, som var til stede under retsmødet.

Brand blev torsdag kendt skyldig i overgreb mod fire forskellige kvinder, som ifølge Ritzau fandt sted mellem 2004 og 2009.

Flere års fængsel

Den hårdeste del af straffen er han blevet idømt for en voldtægt, der blev begået i 2009, da den alene udløser ni års fængsel.

De øvrige domme lyder på henholdsvis ni måneder, 18 måneder og otte måneders fængsel, som han altså er blevet idømt for tre forskellige seksuelle overgreb.

Disse straffe skal afsones samtidig, men det vil dog først ske efter straffen for voldtægten.

Dommer Joel Bennathan lagde blandt andet vægt på, at Brand havde ydmyget flere af ofrene foran andre mennesker. Formildende omstændigheder betød dog, at den samlede straf blev reduceret med et år.

Tavs i retten

Ritzau skriver, at Russell Brands kone, Laura Brand, også var til stede i retten, da straffen blev offentliggjort.

Ifølge BBC viste komikeren ingen synlig reaktion, da han blev ført væk efter at have fået sin straf. Han standsede dog kort og henvendte sig til sin kone.

“Jeg elsker dig,” mimede Brand uden at sige en lyd.

Under retssagen blev Brand desuden frifundet for to andre voldtægtsanklager, ligesom han blev frifundet for et forsøg på seksuelt overgreb.

De fire kvinder, som han blev dømt for at have krænket, kendte ikke hinanden. De kontaktede politiet efter en dokumentar fra 2023, hvor andre kvinder anonymt fortalte om anklager mod komikeren.

 

Læs mere om...