I kølvandet på det skandaleramte TV 2-program, har de nu trukket sig, og er blevet erstattet af to nye værter.
Både Julie Rudbæk og Sofie Jo Kaufmanas har besluttet sig for at trække sig som værter for den kommende udgave af TV 2-programmet ‘Året der gak’.
I stedet bliver det Annette Heick og Jakob Fauerby, der kommer til at styre showet, når årets begivenheder skal gennemgås.
Det bekræfter TV 2 i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.
Beslutningen er blevet truffet efter den omfattende kritik af programmet ‘Alle elsker Rasmus’, hvor Julie Rudbæk var blandt de medvirkende.
Nye værter
TV 2 oplyser, at det er de to oprindelige værter, der har besluttet ikke at fortsætte med opgaven. Det er derfor ikke TV 2, der har valgt at droppe dem.
“Julie Rudbæk og Sofie Jo Kaufmanas har valgt at trække sig som værter på ‘Året der gak’ i denne omgang. Det respekterer vi,” siger TV 2.
Kanalen har samtidig fundet to afløsere i form af Annette Heick og Jakob Fauerby.
Optagelserne er planlagt til at finde sted den 16. november i Cirkusbygningen i København. Sidste år var det Martin Johannes Larsen og Merete Mærkedahl, der stod for værtsrollen.
Har undskyldt
Julie Rudbæk var en af 149 medvirkende i ‘Alle elsker Rasmus’, som TV 2 efterfølgende har fjernet fra sendefladen. Hun har siden offentligt beklaget sin deltagelse i det udskældte program.
“Jeg er meget ked af det og undskylder selvfølgelig også min medvirken i programmet. Og ikke mindst overfor Rasmus. Og enig i alt Anders skriver her,” lød det i denne forbindelse fra Rudbæk i et opslag på Instagram.
Undskyldningen kom i forbindelse med et opslag fra Anders W. Berthelsen, der også var blandt de medvirkende i programmet.
Det er dog uvist, om værtskiftet skyldes sagen. TV 2 ønsker ikke at besvare Ekstra Bladets spørgsmål om en mulig sammenhæng med dette. De har heller ikke fået kommentarer fra de to tidligere værter.