Den 53-årige Peter Ingemann er blevet afsløret som vært på det populære TV 2-program.
Peter Ingemann er slet ikke færdig med at lave tv, da han er blevet præsenteret som ny vært på TV 2-programmet ‘Bolighaj finder hjem’.
Den 53-årige tv-profil kommer derfor til at overtage rollen efter Anders Beier, som har stået i spidsen for programmets første to sæsoner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra TV 2.
Anders Beier har selv truffet beslutningen om at stoppe, efter at han og familien er flyttet til Østrig, hvor de driver et hotel.
Leder efter boligkøbere
Arbejdet med den kommende sæson er allerede begyndt, og Peter Ingemann og co. er fortsat på jagt efter deltagere til programmet.
“Vi søger efter førstegangskøbere, som har måttet opgive drømmen om at bo i byen, fordi budgettet ikke rækker i dagens glohede marked,” siger Ingemann.
Deltagerne skal være villige til at tænke anderledes om boligjagten, ligesom de skal have mod på at bruge tid på at renovere.
Målet er at finde boliger til overkommelige priser, som samtidig kan vise sig at være en fornuftig investering.
Har stor erfaring
Peter Ingemann glæder sig til den nye opgave, hvor han kan trække på sine egne erfaringer med boligmarkedet.
“Jeg har selv handlet bolig 17 gange, ja, min familie er nærmest blevet rundtossede af det,” siger han.
Han får hjælp af Martin Dahlgaard og Anton Schmidt-Svejstrup, som sammen driver virksomheden Homes by Marton.
De har erfaring med boliginvesteringer og renovering på begrænsede budgetter, hvorfor de får til opgave at hjælpe deltagerne med at finde de rette løsninger.
Peter Ingemann er i forvejen kendt fra andre programmer, der har med boliger at gøre, da han har stået i spidsen for både ‘Hammerslag’, ‘Størst’ og ‘Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’.