Rapport frikender Trump for alvorlige forbrydelser – men bliver mødt af kritik

Republikanernes undersøgelse afviser Trumps involvering, men Demokraterne vil have flere svar.

En ny rapport fra Republikanerne i USA’s Repræsentanternes Hus er nået frem til den konklusion, at Donald Trump ikke var involveret i Jeffrey Epsteins sexhandel.

Men sagen ser dog slet ikke ud til at være slut, da konklusionen nu møder hård kritik fra Demokraterne, som er af den opfattelse, at undersøgelsen er mangelfuld.

Man skulle ellers tro, at det var en fyldestgørende undersøgelse, da rapporten er på 136 sider og bygger på 15 måneders undersøgelser af Epstein-sagen. Den blev offentliggjort tirsdag af Republikanerne i Repræsentanternes Hus’ tilsynsgruppe, skriver B.T.

Får kritik

Undersøgelsen retter desuden alvorlige anklager mod de amerikanske myndigheder, som ifølge Republikanerne kunne have gjort mere for at stoppe Epstein på et meget tidligere tidspunkt.

Rapporten konkluderer, at myndighederne ‘svigtede deres ansvar og dermed lod Epsteins overgreb fortsætte’.

Den republikanske tilsynsformand James Comer fra Kentucky mener, at sagen afslører omfattende problemer i det amerikanske retssystem.

“Epstein opererede ustraffet, beskyttet og muliggjort af magtfulde forbindelser og et retssystem, der gentagne gange svigtede sine ofre,” siger Comer.

Rapporten kommer også med en hård kritik af Justitsministeriets håndtering af offentliggørelsen af dokumenter fra Epstein-sagen.

Demokrater kræver mere

På trods af, at den nye rapport altså afviser al spekulation om, at Trump deltog i Epsteins forbrydelser, er Demokraterne langt fra tilfredse.

De mener, at Republikanerne i for høj grad har forsøgt at beskytte præsidenten mod nogle af de mere kritiske spørgsmål.

Derfor har partiet krævet, at der bliver arrangeret nye offentlige høringer og en mere omfattende undersøgelse af forbindelsen mellem Trump og Epstein.

Den demokratiske komitéleder Robert Garcia gør det desuden klart, at arbejdet ikke er afsluttet.

Trump har op til flere gange nægtet at have været involveret i Epsteins forbrydelser, ligesom han også ved flere lejligheder har forklaret, at de to mænd blev uvenner.

 

Læs mere om...