Dronning Mette-Marit har allerede fået kritik efter overnatning i Jeffrey Epstein bolig, men nu er nye detaljer kommet frem.
Dronning Mette-Marits ophold hos Jeffrey Epstein i 2013 fandt angiveligt sted, uden at norske myndigheder havde undersøgt hans kriminelle fortid grundigt nok.
Det hævder anonyme politikilder i den nye bog ‘Hoffet’ ifølge Nettavisen.
Hun tilbragte i alt fire nætter i hans hus i Palm Beach i Florida, selvom han på dette tidspunkt allerede var dømt for misbrug af en mindreårig pige.
Advarsler blev overset
Den nye bog er skrevet af Nettavisens chefredaktør Frode Hansen og den tidligere SE og HØR-redaktør Ulf André Andersen, og indeholder flere nye afsløringer.
Blandt andet er der i bogen en centralt placeret politikilde, der retter en hård kritik mod de norske myndigheders håndtering af besøget.
“Advarselslamperne burde naturligvis have blinket længe forinden,” siger den anonyme politikilde.
Kilden mener desuden, at myndighederne burde have været langt mere opmærksomme på Epsteins kriminelle baggrund.
“Set i bakspejlet burde politiet have haft endnu mere kontrol over, hvem kronprinsessen besøgte,” siger kilden.
Ringede til Haakon
Dronning Mette-Marit har tidligere fortalt til det norske medie NRK, at hun på opholdets sidste dag oplevede en utryg situation.
Det fik hende til at kontakte sin mand, Haakon, telefonisk, selvom hun havde norske livvagter med på rejsen.
Hun har ikke sidenhen offentliggjort mere om, hvad der konkret gjorde hende utryg.
Dokumenter fra Epstein-sagen har tidligere afsløret, at Mette-Marit havde forbindelse til finansmanden fra 2011 til 2014.
Hun har siden offentligt undskyldt for relationen og erkendt, at hun burde have undersøgt ham og hans baggrund langt grundigere, end hvad hun gjorde.