‘Årgang 0’ vender tilbage

TV 2 bekræfter nu, at flere af deltagerne fra ‘Årgang 0’ vender tilbage i nyt program.

Var du en af dem, der troligt fulgte med, da familierne inviterede indenfor hvert år i ‘Årgang 0’?

Var du en af dem, der blev virkelig ærgerlig over at høre, at programmet ville slutte, nu hvor børnene var blevet voksne?

Og er du en af dem, der gennem årene glædeligt har fulgt med, når deltagerne har givet et indblik i, hvordan det går dem nu?

Hvis du kan svare ja til de ovenstående spørgsmål, så kommer der her en nyhed, som jeg er sikker på, at du bliver glad for.

Flere af deltagerne fra ‘Årgang 0’ vender nemlig tilbage.

Det bekræfter TV 2 nu i en pressemeddelelse.

Fire ud af seks vender tilbage

TV 2 oplyser at det er Rachel, Mathilde, Stephanie og Christian, der vender tilbage i et nyt program, der har fået titlen ‘Årgang 0 forever’.

Om programmet skriver de følgende:

– Fire af børnene fra dokumentarserien er tilbage i to nye episoder. Mød Rachel, Mathilde, Stephanie og Christian, der alle står med begge ben placeret midt i 20’erne. Hvad drømmer de om, hvad laver de, hvor er de endt?

Selvom den nøjagtige dato endnu ikke bliver oplyst, så fremgår det af pressemeddelelsen, at programmet lige nu står til at komme til december.

Selvom det bliver et glædeligt gensyn, så er det dog ikke alle, der vender tilbage.

Hverken Marie, hvis familie forlod programmet efter første sæson, eller Emma, der stoppede i 2015, har valgt at vende tilbage.

LÆS MERE: