Andreas Mogensen får nyt job

Den danske astronaut Andreas Mogensen har scoret et nyt job, afslører han nu selv.

Det er lidt over et år siden, at Andreas Mogensen vendte tilbage til den faste jord efter seks måneder i rummet.

Nu kan den danske astronaut så afsløre, at han har fået sig et nyt job.

Det fortæller han selv til Ritzau.

Blev hædret i rummet

Det var med en følelse af dansk stolthed, at vi vinkede farvel til Andreas Mogensen tilbage i 2023.

Astronauten skulle på sin anden tur i rummet, og denne gang lød længden på godt og vel seks måneder.

Udover at blive den første europæiske pilot, så blev han undervejs også valgt som kommandør.

I marts måned kunne man så følge med direkte, da danskeren returnerede til Jorden.

Nu er der så nyt fra Andreas. Han har nemlig fået job som chef for det europæiske astronautkorps og Det Europæiske Rumagenturs (ESA) Human Exploration Group.

Det fortæller han til Ritzau.

– Det er en videreudvikling af min karriere som astronaut, og alt der har at gøre med træning, forberedelse og støtte.

Ifølge Andreas skal han være med til at forme fremtiden inden for bemandet rumfart i Europa. Noget, som danskeren kalder for sindssygt spændende.

Det sker blandt andet ved at være med til at forme missionerne i rummet.

Danskeren håber på, at man på den måde kan være med til at løse videnskabelige gåder samt udforske rummet og Månen.

I krig med Elon Musk

Tidligere i år fik Andreas også opmærksomhed fra hele verden af årsager, man ikke lige havde set komme.

Danskeren havde valgt at kommentere på en udtalelse fra Elon Musk, og det resulterede i, at verdens rigeste mand kaldte ham for retarderet.

– Du er fuldstændig retarderet. SpaceX kunne have fået dem hjem for flere måneder siden. Jeg tilbød det direkte til Bidens administration, og det afviste de. En tilbagevenden blev udsat på grund af politiske årsager. Idiot, lød svineren fra rigmanden.

Efterfølgende svarede Andreas igen i en roligere tone, men Elon valgte alligevel at kalde danskeren for “bare en passager”.

– Denne såkaldte ”kommandør” kan ikke kende forskel på sin egen røv og et hul i jorden.

I sidste ende udtalte NASA sig om situationen, og ifølge Andreas bekræftede man herfra, at danskeren havde ret i sin udtalelse om, at det ikke var en politisk beslutning.

LÆS MERE:

° Andreas Mogensen taler ud om sviner fra Elon Musk

° Andreas Mogensen er tilbage på Jorden: Her er hans første ord efter den lange rejse


 

Læs mere om...