Casper Christensen forsvarer kendt streamer: “Du skal ikke opdrage mine børn”

En af landets mest kendte komikere blander sig i debatten om en populær streamer, der på det seneste har været i modvind.

Rasmus Søndergaard, der vist roligt kan anses for at være den største streamer her i landet, er i disse dage i gang med en 14 dage lang livestream på Twitch, hvor den ene kendis efter den anden dukker op.

Onsdag fik den 26-årige streamer blandt andet besøg af både Mikkel Kessler, Anne Linnet og Casper Christensen, og sidstnævnte endte med at bakke op om den unge streamer.

Det sker i kølvandet på, at Forbrugerrådet Tænk har indgivet en klage til Forbrugerombudsmanden over streamerens nære bånd til energidrikproducenten Red Bull, skriver B.T.

Hård kritik fra Tænk

Direktør Winni Grosbøll er dog slet ikke på Casper Christensens side, da hun beskriver sagen som det groveste brud på markedsføringsloven, som Tænk har været ude for.

“Det er både uansvarligt og efter vores vurdering ulovligt for Red Bull at reklamere for deres energidrikke på denne måde. Red Bull har gjort sig til en fast del af Rasmus Søndergaards univers, mens tusindvis af mindreårige kigger med,” siger hun.

Komikeren og skuespilleren har dog svært ved at se problemet og gjorde det under streamen klart over for Søndergaard, at ansvaret efter hans mening slet ikke ligger hos ham.

Forældrenes ansvar

‘Klovn’-stjernen fortalte også på streamen om en opvækst, hvor børn blev mødt af nogle helt andre regler, end det er tilfældet i dag.

Han fortalte, at der lå blade og cigaretter overalt, at han købte øl til sin far i supermarkedet, og at han alligevel havde en rimelig god opvækst.

“Jeg kan rigtig godt lide dig, men du skal ikke opdrage mine børn, det skal jeg selv, og hvis vi alle sammen tænker sådan, så er der vel ikke nogen problemer,” sagde han.