Chris Brown ramt af enorm regning: Skal betale vildt millionbeløb til tidligere husholderske

En sag, der har strukket sig over flere år, er endt med en erstatning på et stort tocifret millionbeløb til Chris Browns tidligere husholderske.

Chris Browns tidligere husholderske Maria Avila kan se frem til at få et stort beløb ind på kontoen, da hun har accepteret en erstatning på 9,5 millioner dollar, hvilket svarer til omkring 63 millioner kroner.

Beløbet er hun blevet tilkendt ved retten som følge af et hundeangreb, der fandt sted tilbage i december 2020, hvor hun blev bidt af Browns kaukasiske hyrdehund Hades.

Rolling Stone skriver, at Avila tidligere var blevet tilkendt 12,9 millioner dollar, hvilket svarer til omtrent 85 millioner kroner, men en dommer i Californien fandt ikke beløbet tilstrækkeligt underbygget.

Angrebet ved hjemmet

Episoden fandt sted uden for Browns bolig i Los Angeles, da Maria Avila var i gang med at tømme en støvsugerpose.

Hun forklarede senere i retten, at angrebet havde givet hende PTSD, begrænset bevægelighed samt omfattende skader på både ansigt og arm.

Der var tilsyneladende tale om et meget voldsomt angreb, for Avila måtte blandt andet syes med adskillige sting i ansigtet.

37-årig Brown forklarede under sagen, at Avila efter hans opfattelse selv bar en del af ansvaret, da hun var gået udenfor alene.

Accepterede lavere erstatning

Avila valgte ifølge Rolling Stone at godtage den lavere erstatning, da hun ikke havde lyst til at skulle ud i endnu en retssag.

Den kaukasiske hyrdehund kan veje op mod 70 kilo og er forbudt i Danmark. Racen blev oprindeligt avlet til at beskytte kvæg mod rovdyr som ulve og bjørne.

Brown har tidligere været involveret i flere retssager, og tilbage i juli erkendte han sig skyldig i forbindelse med et slagsmål i England. Straffen er endnu ikke blevet fastsat, men det ventes at ske senere på måneden.

 

Læs mere om...