Et skuffende exit i Paris fik Danmarks bedste kvindelige tennisspiller til at vende sin frustration mod en uventet modstander.
Clara Tauson er ude af French Open efter et nederlag i første runde.
Den 23-årige dansker, der er placeret som nummer 20 på verdensranglisten, tabte søndag til ukraineren Daria Snigur, der er rangeret som nummer 95, med cifrene 6-3, 5-7, 2-6.
Nederlaget er det seneste i rækken i en sæson, der generelt har været præget af en alvorlig rygskade.
Skaden har blandt andet tvunget Tauson til at udgå af flere igangværende kampe og melde afbud til flere turneringer, herunder den store Masters 1000-turnering i Madrid.
Hendes seneste sejr i en single-kamp skal man helt tilbage til marts for at finde, da hun her besejrede Yulia Putintseva i første runde af Indian Wells.
Hård kritik
Efter kampen rettede Tauson en skarp kritik mod de danske medier, da de ikke havde sendt repræsentanter til Paris for at dække turneringen.
“Der er ikke så mange, jeg skal snakke med. Jeg havde håbet, jeg kunne gå ud og vinde og sige: Hvorfor fuck er I her ikke?” sagde hun til Eurosport.
Tauson erkendte selv, at timingen for kritikken ikke var den bedste set i lyset af nederlaget, men hun holdt dig fast i sit synspunkt.
Hun mener ganske enkelt, at det er ærgerligt, at Danmarks bedste kvindelige tennisspiller ikke tiltrækker mere opmærksomhed hjemmefra, når hun spiller ved en Grand Slam-turnering.
Fokus på græssæsonen
Trods en turbulent sæson er Tauson set ikke færdig. Hun har tidligere været oppe som nummer 12 på verdensranglisten og besidder fortsat det potentiale, der kan bringe hende tilbage til toppen.
Næste mulighed for at se hende i aktion bliver ved WTA 500-turneringen i Queens i starten af juni, der afvikles på det hurtige græsunderlag, som indleder sæsonen forud for Wimbledon.