Dansk kvindelig musiker tiltalt for fysisk og psykisk vold

En dansk musiker i 30’erne nægter sig skyldig i grov vold mod en nærtstående. Hun hævder, at hun selv har været offeret i det turbulente forhold.

Sagen mod en kvindelig dansk musiker fortsætter onsdag i Københavns Byret, hvor forurettede for første gang afgiver forklaring i vidneskranken.

Musikeren, der er beskyttet af navneforbud, er tiltalt for psykisk og fysisk vold over en periode på omtrent fire år, der strækker sig fra slutningen af 2020 til efteråret 2024. Det skriver Ekstra Bladet.

Den tiltalte erklærede sig ikke skyldig ved første retsmøde i sidste uge og har fremsat påstand om, at det er hende, der har været udsat for blandt andet gaslighting.

Erkender turbulent relation

Ved det indledende retsmøde erkendte den tiltalte, at forholdet til forurettede havde været præget af vold og konflikter.

Til trods for dette, så fastholdt hun, at hun betragtede sig som et ligestillet offer. Hun beskrev et gentagende mønster, hvor hun påtog sig skylden efter opgør.

“Hun har ikke undskyldt for noget. For at have slået mig. Jeg prøver at blive på min banehalvdel og at tage ansvar. Jeg har været på krisecenter og flere krisepsykologer,” sagde musikeren.

Derudover oplyste hun, at hun gentagne gange havde haft blå mærker og to gange havde blødt efter angiveligt at være blevet slået af forurettede.

Alvorlige anklager

Ifølge anklageskriftet, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i, er musikeren tiltalt efter straffelovens paragraffer 243, 244 og 245 for psykisk vold samt kvalificeret vold i nær relation.

Anklagemyndigheden hævder, at musikeren i den førnævnte periode isolerede offeret fra dennes omgangskreds, fremkom med trusler om skade og selvskade, og ved gentagne lejligheder tildelte forurettede knytnæveslag, lussinger og andet.

Musikeren er desuden tiltalt for at have sparket forurettede og for at have givet vedkommende et enkelt slag i hovedet med en guitar.