
Makkerparret Kjeld og Dirch er gået over i historien. De fik latterbrølene frem, når de optrådte sammen. Selvom de hver især kunne bringe latteren frem hos danskerne, så opstod der sand magi, når de optrådte sammen. Desværre skulle en tragedie sætte en stopper for et af de største makkerskaber i den danske skuespillerbranche.
I 1962 var danskerne lykkelige over, at de to komikere Kjeld Petersen og Dirch Passer efter næsten fire års pause var genopstået som Kellerdirk Bros. De to var henholdsvis 41 og 35 år, og begge var helt på toppen.
Sammen med Ingeborg Brams skulle komikerduoen i maj 1962 have premiere på forestillingen ’Holder De af Brams, Passer og Petersen’ på ABC Teatret på Frederiksberg. Men inden de skulle medvirke i den forestilling, skete der noget, som blev et skræmmende forvarsel om den katastrofe, der lurede lige om hjørnet.
Skræmmende forvarsel
Som mange ved, så endte det nye show på ABC Teatret med at få et brag af en premiere. Både salen og anmelderne var ellevilde, men desværre var næste dags aviser ikke kun fulde af gode anmeldelser af showet. De kunne også fortælle, at Kjeld Petersen var død natten efter premieren.
Han blev blot 41 år gammel. Dødsfaldet kom som et chok for mange mennesker, og især hans tætte kollega Dirch Passer blev voldsomt påvirket af Kjelds alt for tidlige bortgang.
Før tragedien vidste ingen, at det ville gå så galt. Der var dog en måneds tid før et varsel om, hvor slemt det ville ende.
Det nye show skulle spille 11 aftener på ABC-Scenen, og billetterne blev revet væk længe inden premieren. Inden premieren var Kjeld og Dirch rundt i landet med ’Latterorgier’, hvor de samlede en række af deres gamle glansnumre.
Da makkerparret under deres turné rundt i landet kom til Fyn, nedlagde de endnu engang salen. Folk var ellevilde, og efter en vellykket forestilling, mødtes Kjeld Petersen med skuespilleren Klaus Pagh. De ender på en beværtning i byen, mens Dirch Passer bliver i hotelbaren. De har selskab af et par yndige kvinder, men pludselig skete der noget, som kun Klaus Pagh opdagede ifølge bogen i bogen ’Kjeld & Dirch – Historien om Danmarks største komikerpar’.
Kjeld Petersen tager sig til hjertet. Komikeren får det dårligere og til sidst opdager resten af bordet det også. En tjener får hjulpet ham ud ad bagindgangen til en sidegade, hvor han får noget frisk luft. Efter noget tid kommer Kjeld Petersen til sig selv, men han vælger at gå op på sit hotelværelse.
Glemmer aldrig reaktionen
Rystet skynder Klaus Pagh sig hen til Dirch Passer, der stadig sidder i hotelbaren. Her fortæller han den lange skuespiller, at det er helt galt og at Kjeld Petersen har haft en hjertetilfælde.
Men ifølge bogen bliver Dirch ikke nervøs. Han tror nemlig slet ikke på, at hans kollega har det skidt.
– Jeg fortalte Dirch, hvad der var sket, hvorpå han sagde om Kjeld: ’Ja, ja, han ville nok bare hjem med damen – det kunne godt ligne ham at gøre det på den måde’. Det glemmer jeg aldrig, siger Klaus Pagh i bogen ’Kjeld & Dirch – Historien om Danmarks største komikerpar’ af Jeppe Gaarskjær.
Efter makkerparrets forestilling på Fyn skulle parret videre rundt i landet og optræde, og her var der flere gange, hvor Kjeld Petersen fik det dårligt. Blandt andet blev han på en af turnéens sidste dage tilset hele to gange af en læge. Herfra var opfordringen klar: Hold dig i ro.
Men selvom beskeden fra lægen var klar, så fortsatte Kjeld Petersen med at knokle på. Fere fra holdet oplevede Kjelds problemer tæt på, men det var som om, at ingen rigtigt forstod, hvor alvorligt det stod til med ham. Ikke engang hans tætte kollega Dirch Passer havde forstået hans alvorlige helbredsproblemer.
At Kjeld Petersen fortsatte med at klø på, endte desværre tragisk. Efter at have nedlagt ABC Teatret med premieren på det nye show, døde Kjeld samme nat.
Kjeld Petersen var en fantastisk skuespiller. Tak, for de mange gode stunder. Hvil i fred.