Præsident Donald Trump har meldt ud, at han har i sinde at stoppe en fast amerikansk betaling til Israel, men døren lukkes dog ikke helt for støtte.
USA vil efter 2026 indstille de årlige overførsler på fire milliarder dollar til Israel, lyder det fra Donald Trump.
Præsidenten har afsløret beslutningen om at ophæve støtten i et interview med Fox News, skriver Ritzau.
Han siger, at beslutningen allerede er blevet aftalt med Israels premierminister Benjamin Netanyahu, og at de blev enige om dette for flere måneder siden.
Aftale blev indgået tidligere
Trump peger desuden på, at der allerede er truffet en fælles beslutning om at sætte punktum for den faste støtte.
“Hvad angår betaling til Israel har Bibi Netanyahu og jeg indgået den aftale, at vi giver Israel fire milliarder dollar årligt, og vi indgik den aftale for flere måneder siden, at vi stopper med det,” siger han.
Bibi er det kælenavn, som Netanyahu også er kendt under.
USA har gennem en stor del af Israels historie været en central økonomisk bidragyder til landet og er samtidig dets nærmeste allierede.
Hjælp kan stadig komme på tale
Selvom den faste betaling til landet kommer til at stoppe ved årets udgang, betyder Trumps udmelding ikke, at al amerikansk støtte fremover er udelukket.
“Vi har allerede besluttet, at efter dette års udgang vil vi ikke betale Israel. Nu vil vi hjælpe Israel, hvis der er brug for det,” siger Trump.
Udmeldingen er faldet på dagen for midtvejsvalget i USA, hvor Republikanernes kontrol med Kongressen kan vise sig at komme under pres.
Partiet har nemlig flertallet i begge kamre, men Demokraterne kan ende med at overtage i både Senatet og Repræsentanternes Hus.
Israel holdt desuden parlamentsvalg ugen før, og Netanyahu er fortsat i gang med at forsøge at genvinde premierministerposten. Det er dog fortsat uvist, om han kan samle et flertal.