DR-kendis afslører stor forandring: Ville ikke have tilmeldt mig

Den aktuelle DR-kendis har været igennem en stor forandring – og havde han ikke været det, havde han næppe tilmeldt sig programmet.

Det har taget tid for Torben Mark Buch at blive helt klar til at lade kameraerne følge ham i DR-programmet ‘Gift ved første blik’, hvor han bliver gift med en mand, han ikke kender på forhånd.

Det havde han næppe været klar til nogle år tidligere, da han siden dengang har gennemgået en stor forandring.

Den i dag 43-årige DR-deltager fortæller i et interview med B.T., at usikkerhed og lavt selvværd tidligere fyldte meget for ham.

Kameraernes tilstedeværelse ville dengang derfor have været en stor barriere for ham.

Stor forandring

Torben Mark Buch tøver ikke med at indrømme, at blandt andet hans vægt var en årsag til det tidligere dårlige selvbillede. Dengang var hans kropsvægt 40 kg højere end den er nu.

“Jeg tror ikke, jeg kunne have meldt mig til det her eksperiment, hvis jeg havde været, hvor jeg var, for 5-7 år siden,” siger Torben Mark Buch til B.T.

Én dag besluttede han sig dog for at gøre noget ved det, og han ændrede sine vaner med fokus på kost og motion. Det første forløb førte til et vægttab på 25 kg.

Senere skruede han yderligere op for indsatsen, da han her kombinerede faste med mere løbetræning, og vægten faldt med yderligere 15 kg.

Opdagede sin seksualitet

Forandringen har dog ikke kun handlet om det visuelle aspekt af kroppen. Torben Mark Buch har nemlig også været igennem en længere proces, når det kommer til helt at forstå sin seksualitet.

I 20’erne betragtede han først sin seksualitet som biseksuel, men med tiden begyndte det dog at stå klart for ham, at hans interesse kun rettede sig mod mænd.

Da han var omkring 30 år, sprang han ud som homoseksuel. Han fortæller dog, at udviklingen ikke kan knyttes til ét bestemt tidspunkt.

“Jeg kan ikke sige præcis hvordan og hvornår, jeg fandt ud af, at jeg var homoseksuel. Jeg begyndte at være mere interesseret i mænd, og lagde mere mærke til dem,” siger han.