Det kendte DR-par, der nu har prøvet kræfter med at agere værter sammen, klarede det ikke helt uden gnidninger undervejs.
Også par, der står hinanden nær og bruger det meste af sin tid sammen, kan ende med at blive trætte af hinanden.
Det har Amalie Klæstrup og Otto Olrik, der blev kendt efter deres deltagelse i DR-programmet ‘Gift ved første blik’ erfaret. I forbindelse med deres roller som værter på TV 2’s nye program ‘Jomfruernes Ø’ kom de op at skændes to gange under optagelserne.
Det løfter parret sløret for det i podcasten ‘Marcus og Realitypanelet’.
“Den allerførste dag og den allersidste dag var der lige et skænderi. Men alt imellem gik det overraskende godt,” siger de.
Praktiske stridspunkter
I podcasten fortæller de også om, at det var de praktiske forhold, der satte gang i uenighederne.
Først og fremmest skulle de igennem en rejse på 12 timer, tidlige morgener og en lille kamp om at komme først ind på badeværelset.
Ellers gik alt som planlagt, og de faldt hurtigt til i deres roller som værter på programmet, understreger de begge.
Et værelse til tøj
Produktionen valgte faktisk at give dem hvert sit hotelværelse, men det havde intet at gøre med uenigheden på dag ét.
Værter på en stor produktion skal nemlig have mange flotte outfits, så det ene af deres to værelser endte med at fungere som garderobe for parrets tøj.
“Jeg elskede jo at gå ned i det der princess room hver morgen og finde mit outfit of the day og stå og lægge makeup og hår,” siger Amalie Klæstrup.