Efter mere end tre måneder: Nu er DR-kendis tilbage

Influenceren og den tidligere vinder af ‘Den store bagedyst’ vender tilbage til de sociale medier efter en pause, han tog hul på i april.

Tobias Hamann er igen aktiv på de sociale medier, hvilket sker efter mere end tre måneders fravær.

Den kendte influencer, der også er tidligere vinder af ‘Bagedyst’, har nemlig for nyligt delt en række billeder i et nyt opslag.

Opslaget er alene ledsaget af to emojier med batterier – et tomt og et fyldt. På den måde signalerer han sin tilbagevenden efter den omtalte pause, som han tog hul på tilbage i april i år.

Kritik af bog

Fraværet fulgte efter udgivelsen af bogen ‘Influenza’, der udløste en del kritik fra flere sider. Det skriver Ekstra Bladet.

Heri fortalte Tobias Hamann blandt andet om skyggesiderne ved tilværelsen som influencer, hvilket ikke alle tog godt imod.

Han beskrev i denne forbindelse, hvordan han selv var blevet ‘syg’ af den branche, han arbejder i.

Afslørede løgn

Samtidig kom han også med en række opsigtsvækkende oplysninger om sin tid i DR-programmet ‘Den store bagedyst’.

Netop det program var med til for alvor at gøre ham kendt, da han løb med sejren i 2014.

Han røbede blandt andet, at kagen, der var med til at sikre ham en plads, ikke var hans egen. Desuden indrømmede han at have fundet på en historie til produktionen om, at han tidligere havde lavet flødeboller med skum af blåskimmelost.

Kort efter bogen forsvandt Hamann helt fra de sociale medier.

“Jeg har skrevet en syg bog om en branche, jeg selv er en del af. INFLUENZA har sat gang i en del reaktioner, og også en kritik af, at jeg stadig er her. Det forstår jeg godt,” skrev han dengang.

Han fortalte i samme ombæring, at han havde brug for at tage afstand fra netop det miljø, han havde rettet sin kritik mod.

“Så nu logger jeg af på ubestemt tid,” lød det afsluttende.