Har forsøgt flere gange: Nu er det endelig lykkedes for Rasmus Seebach

Efter flere forsøg kan den danske hitsanger nu glæde sig over, at det er blevet en realitet, men den endelige pris ligger under hans oprindelige forventning.

Rasmus Seebach har efter flere forsøg fået solgt sit sommerhus i Hundested, og nu fremgår den endelige salgspris af de offentlige registre.

Handlen er nemlig blevet tinglyst, og registrene viser ifølge SE og HØR, at køberne har været nødt til at grave 9 millioner kroner frem for at få fingrene i boligen.

Sommerhuset er 155 kvadratmeter stort og rummer fem værelser. Til boligen hører en grund på 3.270 kvadratmeter. De nye ejere overtager ifølge skødet huset tirsdag 15. september.

Købte selv for 8 millioner

Rasmus Seebach købte selv fritidsboligen i 2020, og dengang betalte han en sum på 8 millioner kroner for huset i Hundested.

På papiret betyder salget derfor, at sangeren står til at have sikret sig en gevinst på én million kroner, hvis man udelukkende kigger på købs- og salgsprisen.

Det beløb fortæller dog ikke nødvendigvis, hvor meget han reelt har tjent på at sælge sin fritidsbolig. Eventuelle udgifter til forbedringer, renovering og andre projekter skal nemlig også regnes med.

Måtte sænke prisen

Da huset første gang blev sat på markedet i april sidste år, var prisen noget højere, da den her lød på 10.995.000 kroner.

Efter flere forsøg blev boligen taget af markedet i december, men i april i år kom sommerhuset til salg igen – denne gang med en pris på 10 millioner kroner.

Heller ikke den pris førte til en handel, hvorfor altså først var efter et afslag på én million kroner, at det lykkedes for hitsangeren at nå frem til en aftale 19. august.

Til daglig bor Seebach i Klampenborg med kæresten Julie Teglhus, hvor de i slutningen af 2024 købte en villa til intet mindre end 40 millioner kroner.

 

Læs mere om...