Inger Støjberg fanget i bommert: Nu afviser styrelse hendes udtalelser

Danmarksdemokraternes formand malede et dystert billede af en helt særlig situation, men nu bliver det fuldstændig afvist.

Netop som Folketinget skulle stemme om den meget omdiskuterede gødskningslov, trådte Inger Støjberg frem foran DR’s kameraer og slog alarm om, at loven kan ende med at få store konsekvenser.

Danmarksdemokraternes formand advarede i denne forbindelse om, at loven vil få fatale følger – og at det ikke kun vil være de danske landmænd, der bliver ramt af den.

“Ikke bare for landbruget, men jo også for forbrugerne. Medmindre vi er helt vilde med, at når vi åbner vores køleskab, så skal vi læse varedeklarationerne på polsk og på tysk,” sagde hun ifølge TV 2.

Advarslen gentog hun i dagene derefter, herunder i Folketingssalen.

Myndighed afviser påstanden

Advarslen har bare ét problem: Den er ikke sand. Reglerne er nemlig helt og aldeles utvetydige, da alle varer herhjemme skal mærkes på dansk.

TV 2 har af denne grund henvendt sig til Fødevarestyrelsen for at høre, om varebetegnelserne som påstået kunne stå på polsk eller tysk. Herfra er svaret et rungende nej.

“Det er altså ikke tilstrækkeligt, at varebetegnelsen står på for eksempel polsk, rumænsk eller tysk, medmindre deres stavemåde i det konkrete tilfælde kun adskiller sig uvæsentligt fra dansk stavning,” lyder det.

Et mønster af skæve påstande

Det er også værd at bide mærke i, at det ikke er første gang, at politikerens omgang med kendsgerninger bliver anfægtet.

Ved kommunalvalget påstod hun, at ingen busser betjente Støvring i Nordjylland i weekenden, men i virkeligheden viste det sig blot, at hun stod ved det forkerte busstoppested.

I samme kampagne optog hun en video om skolelukninger uden for en skole, der aldrig havde været truet med at blive lukket ned.

Og senest afviste både en svensk brancheorganisation og en forsker hendes udlægning om, at svenskerne rydder skov for landbrug, mens Danmark gør omvendt. Det blev afsløret i en artikel hos Tjekdet.

 

Læs mere om...