Jens Okking var sammen med familien til det sidste, og efter hans død delte hans sønner hans sidste ord.
Han er måske ikke en af dem, der kommer op som de første, når samtalen omhandler store danske skuespillere.
Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at Jens Okking i den grad fortjener at blive nævnt.
Jens var nemlig blandt de største, hvilket flere Bodil-statuetter også er bevis på.
På imponerende vis kom hans storhedstid ganske tidligt efter debuten.
Fra 1972 til 1983 medvirkede han i 23 film, der både tæller mindre optrædener og store perler.
Et flot CV
Der er måske nogle derude, der husker ham fra de Olsen Banden- eller Familien Gyldenkål-film, han medvirkede i.
De fleste vil dog helt sikkert huske ham mere for de mere dominerende roller i perioden.
Eksempelvis i ‘Nitten røde roser’ fra 1974, hvor han spillede kriminalassistent Brask så overbevisende, at han vandt en Bodil for bedste mandlige birolle.
Skuespilleren valgte dog at afvise statuetten.
Ikke længe efter kom så det helt store gennembrud.
Det kom med dramafilmen ‘Strømer’ fra 1976.
Heri spillede Jens hovedrollen som kriminalassistent Karl Jørgensen, hvilket endte med endnu en Bodil-sejr. Denne gang for bedste mandlige hovedrolle.
Hertil leverede han også imponerende præstationer i filmene ‘Skytten’ og ‘Slægten’ fra samme periode.
Det var dog ikke kun i spillefilm, at Jens sørgede for, at danskerne sad klistret til skærmen.
Eksempelvis gjorde han det fantastisk i ‘En by i provinsen’, og så husker mange ham garanteret også for rollen som Bulder i ‘Riget’, eller da han spillede Karl Jørgensen igen i ‘Een gang strømer’.
Det blev også til en tredje Bodil, da han blev hædret for sin rolle i filmen ‘At klappe med een hånd’.
Artiklen fortsætter under billedet…
Mistede sin hustru
Jens forsøgte sig også inden for politik og blev blandt andet valgt ind i Europaparlamentet.
Desværre satte en blodprop i 2004 en stopper for hans politiske karriere samt mere eller mindre for hans filmkarriere.
Ligesom det gik strålende med karrieren i 1970’erne, så var det også her, at han mødte sin store kærlighed, Annette Walther Okking.
Kærligheden til Annette var stor, men desværre stoppede den også brat grundet sygdom.
Blot 43 år blev hun, og Jens stod efterfølgende med ansvaret for parrets børn.
Det var dog ikke det, deres liv bar præg af, fortalte Jens’ sønner Niels og Mads i et interview med B.T. efter faderens død.
Her lød det, at de havde haft et dejligt liv med deres far, der nægtede at falde sammen og dyrke sorgen.
I stedet tog han dem gerne med ud at rejse, og de nåede blandt andet rundt på fem kontinenter.
De rørende sidste ord
Jens Okkings eget helbred svigtede også flere gange, og udover blodproppen var han også ramt af depression, sukkersyge og svigtende syn.
Hans kærlighed til familien blev dog betalt tilbage, da han på sit dødsleje var omgivet af familien.
Her var både sønnerne, to døtre, børnebørn og svigerdøtre til stede for at tage afsked med den folkekære skuespiller.
Man havde forinden sat noget sansemusik på, men sønnerne var enige om, at det slet ikke var noget for deres far, så derfor blev der i stedet spillet The Dubliners.
Et par dage inden havde sønnerne besøgt deres far selv, og her kom også den sidste ordudveksling mellem dem.
Sønnerne fortalte selvfølgelig, at de elskede deres far.
– Så kiggede han op på os, og sagde: “Jeg elsker også jer, drenge”. Og så klappede han blidt Mads på kinden, mens jeg holdt ham i hånden. Kærlig og fredfyldt. Og skal jeg kigge tilbage gennem tågerne i de her dage, så var det bare helt rigtigt, fortalte Niels til B.T. dengang.
Selv havde Jens et afslappet forhold til døden, som han omtalte som at rejse i forvejen.
Derfor havde han også selv været med til at planlægge, at det skulle være præsten Mikkel Wolder, der skulle stå for bisættelsen, samt at den skulle finde sted i Marmorkirken.
Jens Okking gik bort d. 21. januar 2018 og ligger i dag begravet på Holmens Kirkegaard.
Tak for minderne, Jens. Hvil i fred.
LÆS MERE:
° Bodil Kjer kom med overraskende udtalelse inden sin død