
Det kom tidlligere i ugen frem, at Jørgen Leth desværre var gået bort. Men nu får danskerne en sidste gang lov til at høre om hans liv. TV 2 bekræfter nu, at han er med i ‘Det sidste ord’.
Jørgen Leth levede et liv, hvor han i den grad satte sit aftryk på den danske kulturscene. Han blev kendte som både forfatter og filminstruktør, og sammen med Jørn Mader fik han næsten kultstatus, da han kommenterede Tour de France. Men desværre døde han mandag 88 år gammel.
Gennem årene har han ikke været bange for at fortælle om sit eget liv, og han har blandt andet udgivet erindringsbogen ‘Det uperfekte menneske’.
Lige meget hvor danskerne kender ham fra, så er der ingen tvivl om, at han var kendt for at formidle. Og nu får han en sidste chance for at formidle historien om sit eget liv. TV 2 bekræfter nu i en pressemeddelelse, at han medvirker i programserien ‘Det sidste ord‘.
“Jeg hader at sige farvel”
Her bliver han interviewet af Mikael Berthelsen.
– Da jeg forberedte samtalen med Jørgen Leth, ønskede han, at der skulle være en napoleonskage i baglokalet til tv-studiet og en flaske af hans yndlingssnaps i kulissen. Flasken blev der ikke taget hul på, for da vi først kom i gang, så gav det sig selv. Måske fordi vi var i det samme studie, hvor Jørgen Leth for mange år siden optog filmen ‘Det gode og det onde’, siger Mikael Bertelsen i pressemeddelelsen.
– Lige inden kameraerne blev tændt, sagde han til mig: “Jeg hader at sige farvel. Det er alt for vemodigt.” Og så gik vi i gang, fortæller Mikael Berthelsen.
Andre kendte som Ritt Bjerregaard, Lise Nørgaard, Erik Clausen, Jytte Abildstrøm, Peter Belli, Uffe Ellemann-Jensen, Bent Fabricius-Bjerre og Povl Dissing har tidligere medvirket i programmet.
Jørgen Leth var i en lang årrække tilknyttet TV 2 i forbindelse med Tour de France.
– Jørgen Leth har markeret sig i kulturen som en exceptionel filminstruktør, debattør og forfatter. Og mange danskeres fascination af cykelsportens store helte og sommertraditioner med Tour de France vil for altid hænge uløseligt sammen med ham. Han var en blændende fortæller, og med tanke på vores fælles historie med ham, er vi særligt taknemmelige for, at Jørgen Leth valgte at give sit sidste ord på netop TV 2 i Mikael Bertelsens fine interviewformat, siger programdirektør på TV 2, Dorthe Thirstrup i pressemeddelelsen.
Denne dag kan programmet ses
Det er ikke længe, at danskerne skal vente på at se programmet. Allerede søndag den 5. oktober ændrer TV 2 sendefladen. Det sker, så programmet kan ses på TV 2 og TV 2 Play klokken 20:00.
Skal du se med, når ‘Det sidste ord’ med Jørgen Leth bliver sendt? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.