Kalle Thesbjerg har opfyldt stor boligdrøm: Nu fortæller han om den særlige indretning

Sammen med to vennepar har Kalle Thesbjerg og konen købt et tidligere værksted, der nu er indrettet til deres helt egen ejerforening.

Lige nu oplever vi designer Kalle Thesbjerg som ny mand på holdet i DR-programmet ‘I hus til halsen’, hvor han hjælper boligejere med at realisere deres salgsdrømme.

Selv har han realiseret sin egen boligdrøm, da han og hustruen for tre år siden købte et gammelt snedkerværksted i Brønshøj sammen med to vennepar.

Det er nu blevet bygget om til lidt af en drømmebolig, der er delt op i ejerlejligheder, og hvor Kalle Thesbjerg ejer et forhus, en sidelænge og et baghus.

– Det er helt vildt, at det er lykkedes, og alle vores børn kan sammen. Vi har en fælles gård og fællesspisning hver mandag, men det er ikke et kollektiv, siger Kalle Thesbjerg om projektet til BILLED-BLADET.

Drøm er opfyldt

Alle par har nemlig hver deres bolig og have, og Kalle Thesbjerg og hans kone har selvfølgelig indrettet deres hjem med masser af farver, kunst og skulpturer, som de i flere tilfælde selv har lavet.

Det er første gang, at ægteparret har købt en ejendom, og de regner med at komme til at bo her mange år endnu, for det er en stor boligdrøm, der er gået i opfyldelse, siger designeren.

Kalle Thesbjergs håb er nemlig, at han ikke kommer til at være ensom, når han bliver gammel, fordi han har indrettet sig i dette fællesskab.

Om nogle år er alle børnene flyttet hjemmefra, men så er vennerne heldigvis tæt på til at dele alt det sociale med, fortæller Kalle Thesbjerg.

Kalle Thesbjerg
Foto: Matias Brenø Olsson/DR

Hvor lyder det bare som et skønt sted at bo!

Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!