Kendt Viaplay-vært scorer nyt job hos TV 2

Efter en kort pause vender den kendte sportsvært tilbage til skærmen, men denne gang er det hos TV 2.

Signe Vadgaard sagde i maj farvel til Viaplay som arbejdsplads efter en periode på syv år.

Kun godt to måneder senere kan den kendte vært nu afsløre, at hun har åbnet for næste kapitel i sin karriere.

I et opslag på det sociale medie Instagram har hun nu løftet sløret for, at hun tiltræder i en rolle som vært hos TV 2 Sport.

Her lagde hun bestemt ikke skjul på sin begejstring i opslaget om skiftet.

“Jeg har glædet mig helt åndssvagt til at kunne sige det højt. Det bliver en fornøjelse at blive en del af et hold, jeg har haft stor respekt for i mange år,” skriver hun.

Starter i august

Ifølge TV 2 sker tiltrædelsen i begyndelsen af august.

Årsagen til dette er, at hun for tiden står i spidsen for sommerradio på DR og derfor først er ledig senere.

Den første store opgave på den nye arbejdsplads bliver at dække Superligaen.

I sin tid hos Viaplay stod hun blandt andet for at dække store ligaer som Premier League, Champions League og Superligaen samt begge danske landshold i fodbold.

Farvel til Viaplay

I foråret meldte Signe Vadgaard officielt ud, at hendes tid på Viaplays forskellige kanaler var ved at rinde ud efter syv år.

Værten beskrev afskeden med arbejdspladsen som værende følelsesladet, men samtidig som det rette øjeblik til at søge nye udfordringer.

“Det er altid vemodigt, når noget, man har været glad for, slutter – men det føles som det rigtige tidspunkt at kaste min energi efter nye projekter,” sagde hun dengang.

Hun tilføjede, at parterne gik hver til sit i god forståelse og med gensidig anerkendelse.

 

Læs mere om...