Kirsten Siggaard sætter ord på kommende operation

71-årige Kirsten Siggaard skal snart under kniven igen, fortæller hun nu.

Det var en aften i den gode musiks tegn, da Det Ny Teater torsdag inviterede til repremiere på den legendariske ‘Chess’-musical.

Musikken stod Benny Andersson og Björn Ulvaeus oprindeligt for, og en af aftenens gæster var da også en sand Eurovision Song Contest-legende.

Det var selvfølgelig Kirsten Siggaard, der så meget frem til forestillingen. Det kunne hun fortælle til Newsner, der talte med hende på den røde løber.

– Jeg glæder mig sådan til at høre de her fantastiske sange. Jeg har selv spillet Florence to gange. Ja, men det har været koncertturné, så jeg har faktisk aldrig set forestillingen. Så det glæder jeg mig meget til.

Og netop det her med ABBA-inspirerede sange, det er noget, som Kirsten kender en del til.

– Jeg har jo 50-års jubilæum i år. Så noget af det første, jeg sang rundt omkring, var jo ABBA-sange, så dem har jeg været meget glad for.

Tredje gang er lykkens gang

Kirsten har tidligere fortalt, at hun har kæmpet meget med problemer med det ene øje, og til Newsner kan hun fortælle, at det desværre fortsat ikke er helt godt.

– Jamen jeg skal opereres igen. Så må de prøve at se, om de kan trylle noget nyt frem, som måske kan hjælpe. Og ellers så ved jeg ikke, om jeg bare skal finde mig i det. Ja, nu prøver vi i hvert fald en gang til. Det er tredje gang, så det er lykkens gang.

Som Kirsten selv nævner, så er 2025 et særligt år for hende, for hun kan nemlig fejre 50-års jubilæum.

Tidligere i år fortalte Kirsten Newsner, at det skulle markeres med nye sange, der skulle indspilles i samarbejde med Søren Bundgaard, og en af dem har allerede fået premiere.

– Ja, den er testet på Dansktoppen i lørdags. Jeg vidste det ikke, men det var der jo nogen, der skrev til mig. Så den bobler og ja, den har fået meget ros. Den hedder ‘Min No 1’. Den handler om det her med, at man skal elske sig selv, og man må huske også selv at leve, mens man gør det.

Vi ønsker Kirsten tillykke med jubilæet og rigtig god bedring med operationen.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...