I et interview med Newsner sætter Irene nu ord på tiden i ‘Robinson Ekspeditionen’ og sejrene over Anders, René og de andre.
Hold da helt op!
Ikke alene bød aftenens afsnit af ‘Robinson Ekspeditionen’ på drama for alle pengene, den bød også på en emotionel rutsjebanetur.
Irene gik fra at være rasende til jublende, og i et interview med Newsner sætter hun nu ord på det hele.
Dette er en kommentar. Holdningerne heri er skribentens egne.
Lad os være ærlige. Alle elsker en god underdog-historie, og det gør jeg også – og jeg elsker, hvad jeg ser i ‘Robinson’.
For et par uger siden stod Irene med det ene ben ude af ekspeditionen, og mandag aften dansede hun en velfortjent sejrsdans efter at have slået to af de gutter, der netop ønskede hende ude.
Newsner har talt med Irene om alt fra den hårde start til sejrene.
Og det var en hård start, må man sige.
Da der blev dannet hold, blev Irene “fravalgt”, og hun endte efterfølgende på Hold Nord, hvor det hurtigt var den store mandealliance, der tog styringen.
Det kunne hun tydeligt mærke, da Mathilde blev stemt ud, og det blev endnu tydeligere, da det skulle bestemmes, hvem der skulle over på syd. En virkelig ubehagelig situation, fortæller Irene.
– Det er det mest ubehagelige nogensinde. Altså det er bare et flertalsdømme. Det er virkelig et demokrati på jungleplan og et vanvittigt socialt eksperiment, når man kigger på det på den måde.
Frustreret over evakueringen
Turen går herefter til syd, og her er Irene med hele vejen frem til aftenens sammenlægning, der dog først bliver udskudt grundet en tropisk storm.
Derfor bliver holdene evakueret, men særligt dem fra Hold Syd var meget utilfredse med deres “nødshelter”.
Som seer vil jeg da også indrømme, at “nødshelteret” ikke giver mening. Når der i programmet nævnes “deltagernes sikkerhed” og “tropisk storm”, så skulle man tro, at man ville tilbyde deltagerne et mere sikkert alternativ.
Det var præcis også det, som Irene og holdet også tænkte dernede.
– Det kan I simpelthen ikke byde os. I siger, at det her er for vores egen sikkerheds skyld, men I sender os ud i en pavillon fra Harald Nyborg til 110 kroner, som har stået inde i junglen i hvert fald i et par måneder. Vi har lige været her i går, fordi vi smider Kira ud, og vi ved, at der bor edderkopper herovre. Og det er ikke små edderkopper, skal jeg hilse og sige. Det er store edderkopper, og hele teltet eller pavillonen er levende af myrer, fordi det står jo oven på en myretue.
Endte i spændende dødskamp
Irene er mildest talt mørbanket dagen efter, og hun ender desværre også som en af “taberne” af sammenlægningskonkurrencen. Det er dog bestemt ikke noget, der ærgrede hende.
Irene ender i dødskamp mod netop Anders og René, og som bekendt blev Irene den store vinder.
Et øjeblik, der fyldte Irene med så mange følelser, så hun følte sig nødsaget til at danse det ud.
– Jeg eksploderer fuldstændig, fordi det er så stort et øjeblik…. det er frygteligt, og det er småligt, og jeg ved det godt. Men jeg kan bare ikke lade være med at fryde mig. Og jeg må bare have det ud.
– Og han skal vide det (Anders, red.). Han skal vide, at jeg synes, at han er en psykodårlig spiller. Jeg kan ikke beskrive det på andre måder. Den mand, han skal slet ikke være et sekund i tvivl om, hvor uværdig jeg synes, han er.
Jublen bliver også rettet direkte over mod netop Anders, og Irene må da også indrømme, at hun var lidt en dårlig vinder i øjeblikket.
– Det er så småligt, og det er så forfærdeligt. Jeg kan ikke lade være med at synes, at jeg er megabarnlig, men det fryder mig bare så meget. Og jeg glæder mig også til at se det. Og det er helt forfærdeligt, men det gør jeg altså. Det var så stort, og det er en dødskamp. Og så er det mod Anders altså. Det er så smukt, fortæller Irene med et grin.
Løb med sejren igen
For at det ikke skal være løgn, så stopper det slet ikke der. Som bekendt er der strid efterfølgende, og her løber Irene også med sejren over alle de andre.
Præmien var burger og fritter, og selvom måltidet ikke var varmt, så gjorde det Irene og vennerne godt.
– Det var jo sindssygt… Oh my god altså! Men jeg tror, det er lige så meget rammen. Nu har du jo lige gjort det her og wauw! Og dagen inden, der endte med den kamp.
Samtidig var det også Irenes måde at betale tilbage for, at de ikke smed hende ud, da hun kollapsede efter at være kommet til Syd.
– De kunne have smidt mig ud, da jeg kollapsede og sådan nogle ting. Det havde jeg sgu nok gjort. Det valgte de ikke at gøre, fordi de gerne ville have mit hoved med… Jeg tror bare, det er min måde at sige tak for at være nogle fede mennesker.
“Kampen mellem det gode og det onde”
Vejen til succes har dog været stejl for Irene. Uger forinden lavede hun skilte til Hold Nord i håbet om, at de ville kunne lide hende mere, og nu stod hun som dobbeltvinder og havde selv været med til at smide en af dem ud.
Spørger man Irene, så gemmer der faktisk også lidt symbolik i sejren over Anders.
– Det er sindssygt. Det er en sindssyg fed følelse. Nu er jeg lidt en meget fantasifuld person, så nu vil jeg da lige benytte mig af en eventyrfrase, men det er lidt kampen mellem det gode og det onde.
– Sådan har jeg det i hvert fald selv dernede, fordi jeg er træt af – og nu kommer det lille samfundsmæssigt perspektiv – at vi belønner dårlig adfærd. Ja, jeg synes, det er en kedelig tendens rundt omkring i vores land, og jeg synes, at det er en kedelig tendens, at vi fremhæver sådan nogle ting i tv og viser unge og børn, at det her er en måde, man vinder på ved at være grum.
– Jeg mener godt, at vi kan nå vores drømme og sådan nogle ting men uden at træde på hinanden. Men hvis det handler om at nå frem i livet og rage mest muligt til sig, og det er på bekostning af andre, så er jeg sgu ikke fan. Nej, det er jeg ikke fan af. Det synes jeg er træls.
Jeg synes i hvert fald, at det er virkelig imponerende at gå fra at være slagtekvæg og uønsket til at stå i den situation, Irene nu står i på øen. Det er fuldt fortjent.
Hvad tænke du om Irenes spil? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.
LÆS MERE:
- ‘Robinson Ekspeditionen’: Seernes hårde ord om Anders
- Henrik sætter ord på sin tid i ‘Robinson Ekspeditionen’
