‘Landmand søger kærlighed’-Danni sætter ord på afvisningen

Kimi valgte i det nyeste afsnit af ‘Landmand søger kærlighed’ at sende Danni Sørensen hjem. Nu sætter han ord på afvisningen og fortæller, hvordan det går i dag.

OBS: Denne artikel omtaler noget af handlingen i tirsdagens episode af ‘Landmand søger kærlighed, der er ude på TV 2 Play. Der vil derfor være spoilers, hvis du endnu ikke har set programmet.

I det nyeste afsnit af ’Landmand søger kærlighed’ stod Kimi overfor et svært valg. Hun skulle vælge, hvem af de tre mænd som skulle blive på gården sammen med hende. Alle tre mænd havde givet udtryk for, at de gerne ville fortsætte med at lære Kimi bedre at kende. Hun endte med at inviterede Martin og Chris til at blive på gården. Dermed blev det endestation for Danni Sørensens tid i ’Landmand søger kærlighed’.  

Da Danni efterfølgende i programmet skulle sætte ord på at blive sendt hjem, var det en meget følelsesladet mand, som seerne så.  Nu sætter han overfor Newsner ord på, hvordan det var at blive valgt fra samt hvordan det går i dag.

Havde det på fornemmelsen

Danni Sørensen fortæller, at det var Kimis skønne smil, der havde fået ham til at melde sig på banen som bejler i første omgang.

Men selvom han var klar på at lære hende endnu bedre at kende, så havde han på fornemmelsen, at det var ham, der ville blive sendt hjem.

– Jeg havde det på fornemmelsen hele onsdagen, at det var mig, der ville ryge. Det ser man ikke i afsnittet, men vi sad og snakkede med Sofie (Martinusen, red.) ude på terrassen, hvor jeg også siger til hende, “Jeg tror, det er mig der ryger”, fortæller har og fortsætter:

– Jeg kan ikke give en forklaring. Det var bare min mavefornemmelse. Jeg håbede selvfølgelig, at jeg tog fejl, men det gjorde jeg desværre ikke. Så det var pisse, pisse nederen altså.

Da han efter Kimis valg skulle interviewes, kulminerede det hele og følelserne kom ud, som man så i afsnittet.

– Det hele eksploderede bare. Til det interview kulminerede det hele bare. Jeg vidste godt, at jeg var en følsom mand, men jeg vidste satmne ikke, at jeg kunne blive så påvirket, siger han og forklarer:

– Det som man også skal forstå som seer, det er, at det er så intenst og man lever så intenst sammen i sådan et program. Man bliver hele tiden konfronteret med sine følelser, og samtidigt er der kontroltabet: Man ved ikke, om man er købt eller solgt. Og så var jeg bare pisse ked af, at jeg skulle hjem. Turen hjem var rigtig hård og rigtig lang. Det var ganske forfærdeligt.

Danni og Kimi har efter optagelserne talt tingene igennem, og han har det fint med hendes beslutning i dag.

Glad for den del ikke kom med

I et program som ‘Landmand søger kærlighed’ er der selvfølgelig ikke plads til alt. Hvor nogle deltagere måske gerne ville have, at der havde været mere af en bestemt ting med, så er Danni Sørensen til gengæld glad for, at der var noget helt særligt, der ikke kom med i programmet.

–  Jeg er faktisk glad for, at at programmet er klippet godt der til sidst, hvor jeg bliver ked af det, fordi jeg bliver simpelthen så ked af det, så det også kommer lyd på. Og der er jeg rigtig glad for at de har klippet det fra, siger han med et grin.

Sådan går det Danni nu

Selvom det ikke lykkedes Danni at finde kærligheden i ’Landmand søger kærlighed’, så er han langt fra færdig med at lede efter kærligheden.

– I dag er der et rigtig godt sted og har det rigtig godt. Jeg er så meget klar på at skulle møde kærligheden. Jeg er single, og jeg håber bare på, at jeg møder kærligheden snart. Fordi jeg er max klar til det. Jeg er sgu lidt træt af singlelivet, siger han.

Selvom ’Landmand søger kærlighed’ ikke endte med den store kærlighed for Danni, så har han været glad for at medvirke i programmet.

– Det har simpelthen været den bedste beslutning, jeg har taget. Det har været så fedt, og jeg ville gøre det igen til hver en tid, hvis den rigtige dukkede op. Det har været den fedeste oplevelse. Jeg er rigtig glad for, jeg gjorde det, siger Danni Sørensen.

Hvad synes du om tirsdagens afsnit af ‘Landmand søger kærlighed’? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.

LÆS MERE: