Midt i de intense regeringsforhandlinger har Lars Løkke Rasmussen fundet tid til at følge med i Jonas Vingegaards bedrifter i Italien.
Fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har forsøgt på bedste vis at følge med i Giro d’Italia trods de travle uger med regeringsforhandlinger.
Det afslører han over for Ekstra Bladet.
Forhandlingerne har dog sat sine begrænsninger i denne forbindelse, men Løkke har alligevel formået at finde en løsning.
“I praksis har det været via liveblog, og så har jeg hver aften/nat på vej hjem nydt højdepunkter fra Giro d’Italia. Jeg er imponeret. Han var stor, og nu har han skrevet sig ind som en af de største i historien,” lyder det fra ham.
Historisk dansk præstation
Vingegaard er søndag på randen af at sikre sig den lyserøde førertrøje og dermed vinde Giro d’Italia.
En sejr vil placere ham i en meget eksklusiv gruppe af ryttere, der har triumferet i alle tre Grand Tours.
Danmark har siden folketingsvalget i slutningen af marts befundet sig i en historisk lang periode uden en ny regering, og Løkke spiller en central rolle i de igangværende forhandlinger. Alligevel har han også fundet tid til at følge Vingegaard og co.
Blikket mod Touren
Løkke er ligeledes allerede begyndt at se frem mod sommerens næste store cykelbegivenhed.
“Jeg glæder mig vildt til Touren, hvor vi forhåbentlig har en regering, så jeg får mere tid til at se med live,” afslutter han.
Tour de France bliver skudt i gang den 4. juli, hvor der er Grand Depart i Barcelona. Vingegaard ventes blandt andet at skulle møde sin helt store rival Tadej Pogacar.