Linda P: Sådan har det været at tage over for Lisbet Dahl

Komikeren Linda P fortæller nu, hvordan det har været at overtage jobbet som kreativ chef i Tivolirevyen.

Der venter gæsterne en helt utrolig sjov aften, når der torsdag aften er premiere på Tivolirevyen 2025.

Det er Linda P ikke bange for at garantere, da Newsner møder hende til det afsluttende pressemøde i Tivoli.

Her satte hun blandt andet ord på, hvad gæsterne skal forvente.

– Det bliver noget, de ikke har set før, og det er fedt. Det er meget inkluderende. Jeg føler, at vi kommer hele vejen rundt, men først og fremmest, så har jeg lagt det lidt på hylden at skulle opfinde alt for mange dybe tallerkener. Det kunne være sjovt at lave det sjoveste ever, så det har jeg gået efter, og det bliver virkelig, virkelig skægt.

Før vi kommer frem til den længe ventede premiere, så skal vi dog lige skrue tiden en smule tilbage.

Det har nemlig ikke været uden store udfordringer, at Tivolirevyen nu befinder sig der, hvor den er i dag.

Her taler vi selvfølgelig om de to meget omtalte exits, der har fundet sted.

Forskellige forventninger

Som bekendt består årets line-up af Linda, Kurt Ravn og Thomas Warberg, men i begyndelsen var det også planen, at Søs Egelind skulle have medvirket.

I april blev det så meldt ud, at Søs havde valgt at forlade revyen.

– Vi har haft forskellige forvetninger til projektet, og jeg er nået frem til, at jeg ikke synes, det er et godt match. Så er det bedre at tage konsekvensen og overlade scenen til de andre på holdet, som jeg vil ønske masser af held og lykke med revyen, udtalte hun i en pressemeddelelse.

Udover Søs så måtte Tivolirevyen inden da også tage afsked med endnu en stor personlighed.

Legendariske Lisbet Dahl var nemlig hyret ind som kreativ chef, men desværre måtte hun først sygemelde sig og derefter helt trække sig.

Årsagen var til at starte med ikke kendt, men det blev efterfølgende meldt ud, at Lisbet var blevet hjerteopereret.

Lisbet er dronningen, det er jeg ikke

I stedet faldt valget som ny kreativ chef på Linda P, og det er noget, hun glæder sig over, for hun har længe drømt om at få lov til at lave et show i denne størrelse.

– Det er en drøm at lave et sceneshow på den her måde. Jeg tror ikke helt så meget på ordet revy. Men jeg hænger mig i det her med at kombinere comedy, og jeg mener, vi kan gå ind her og ramme nogen, både de yngre og de ældre generationer.

Mange kunne måske være tilbøjelige til at føle et lille pres, når man tager over for Danmarks revydronning, men det har Linda ikke kunnet mærke, fortæller hun.

– Det synes jeg ikke, og det er jo ikke for at negligere. Det er Lisbet. Lisbet er fantastisk, men hun er revydronning. Det er jeg jo ikke. Fordi så tror jeg, man bare havde gjort tingene på den samme måde. Så jeg synes, det er svært at kalde det her en fortsættelse. Altså det er jo noget helt andet.

Afslutningsvis vælger Linda også at løfte lidt af sløret for showet.

Med et glimt i øjet afslører hun, at når der er to stand up komikere på holdkortet, så er der selvfølgelig også blevet plads til noget stand up i årets show.

Tivolirevyen 2025 har premiere torsdag aften klokken 20 i Glassalen i Tivoli.

LÆS MERE:

° Nu reagerer kollegaerne på Søs Egelinds exit fra Tivolirevyen

° Søs Egelind forlod Tivolirevyen: Nu bryder Linda P tavsheden