
Podcast- og radioværten Mads Steffensen har mistet sin far.
Som vært på ‘Mads og A-holdet’ er Mads Steffensen vant til høre om danskernes dilemmaer og svære situationer, men i weekenden var det radioværten selv, der var stod i en hård situation. Han skulle nemlig sige farvel til sin far. Det fortæller han på Instagram.
– Min far blev bisat i går. Kirken var fyldt med familie og venner. Han mødte min mor, da de var teenagere, og de var sammen til det sidste, skriver han i opslaget. Faderen blev bisat i Gistrup Kirke. Gistrup er byen, som radioværten er vokset op i.
I opslaget kommer den populære podcastvært også ind på sit forhold til faderen.
“Sådan var den sidste tid”
Mads Steffensen fortæller, at faderen Erling efterlader sig tre sønner, ni børnebørn og derudover også et par oldebørn. Men det var ikke kun familien, der havde fornøjelsen af hans varme.
– Han skabte venskaber og relationer overalt. Han var en guttermand, som hjalp alle på sin vej. Han elskede at grine og have det sjovt, og han elskede sin hustru og store familie.
Radioværten kommer også ind på, at faderen døde på en særlig dag.
– Han var et politisk engageret menneske. Min far døde den 1. maj på arbejdernes internationale kampdag. Den timing ville han givetvis have knyttet næven over.
Radioværten kommer også ind på, hvordan faderens sidste tid var.
– Vi fik snakket og krammet og tilsidst kunne og skulle han ikke mere. Hvil i fred din gode mand – du vil altid blive husket, elsket og savnet af August, Noah, Corfitz, Marianne og af mig, skriver Mads Steffensen og henviser til hustruen og parrets tre sønner.
Mads Steffensen er især kendt for sit arbejde med ‘Mads og Monopolet’ og ‘Mads og A-holdet’, men har også stået i spidsen for flere tv-programmer som ‘Kender du typen?’.
Hvor er det trist. Vi sender varme tanker til familien i den svære tid. Hvil i fred.