Mathias Gidsel reagerer på stor ære

Søndag var en stor dag for Danmark, da herrelandsholdet i håndbold vandt EM. Det blev især et fantastisk EM for Mathias Gidsel, der skrev sig ind i historiebøgerne. Nu reagerer han på den store ære.

Der udbrød stor jubel i Jyske Bank Boksen, da dommeren fløjtede EM-finalen af søndag aften. Kampen endte 34-27 i Danmarks favør, og dermed kunne herrelandsholdet kalde sig EM-vindere.

Dermed er Danmark forsvarende mestre i både OL, VM og nu også EM. En utrolig bedrift som skabte stor glæde rundt omkring i landet søndag aften.

Selvom alle spillerne gjorde det godt, så er der altid nogle på et hold, der skiller sig lidt ekstra ud. Med 68 mål blev Mathias Gidsel ikke bare turneringens topscorer. Ifølge TV 2 er det flotte resultat en EM-rekord.

Det storslåede resultat var med til at sikre, at han ifølge EHF blev kåret til turneringens mest værdifulde spiller (MVP, red.). Nu sætter Mathias Gidsel overfor Ekstra Bladet ord på, hvad de priser betyder for ham.

“Vildt at stå derinde”

Han er blevet kåret til MVP ved både OL, VM og nu også EM. Han er den første dansker som snupper titlen ved et EM. Med den flotte kåring er det dermed ved de seneste tre turneringer i træk, han har snuppet den ærefulde titel.

Priserne betyder meget for håndboldstjernen.

– Det betyder altid noget for mig at ryge i historiebøgerne. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke gjorde det. Men det, der betyder allermest for mig, er at kunne indfri de forventninger, som der er til mig – både fra mine holdkammerater, fansene og vigtigst min familie. Det var vildt at stå derinde og modtage den opbakning, som jeg fik, da jeg modtog de priser, sagde håndboldstjernen efter kampen ifølge Ekstra Bladet.

Mathias Gidsel var ikke den eneste dansker på hverken topscorerlisten eller all star-holdet. Simon Pytlick var udvalgt til turneringens venstre back, og på topscorerlisten var han lige efter Gidsel med 64 mål. Med 40 mål sneg Emil Jacobsen sig ind på tiendepladsen.

Nu hjælpes vi ad med at ønske håndboldstjernen og resten af landsholdet tillykke med den flotte præstation!

LÆS MERE:

 

Læs mere om...