Melodi Grand Prix-legenderne giver deres bedste råd til Sissal

Birthe Kjær, Kirsten Siggaard og Gry Johansen er blot nogle af dem, der kommer med råd til Sissal før den vigtige semifinale.

Så er vi nået dertil. Den skæbnesvangre dag.

Torsdag skal færøske Sissal forsøge at kvalificere os til det forjættede land, der er ‘Eurovision Song Contest’-finalen.

Det er lige ved at være, at man kan tale om en regulær forbandelse, for vi skal helt tilbage til 2019, før vi sidst fandt Danmark i finalen.

I 2020 var showet aflyst og herefter har det ellers år efter år været intet andet end en lang næse, man har stået tilbage med.

Newsner har dog talt med flere deciderede Melodi Grand Prix-legender, og de er nu klar med deres råd til Sissal.

Vi mødte dem i forbindelse med en stor pressedag i Tivoli for deres ‘Syng med’-koncerter, hvor man har flere store navne på plakaten.

Således byder sæsonen på optrædener fra blandt andre Birthe Kjær, Kirsten Siggaard, Gry Johansen og Lonnie Devantier.

Udover at være skønne musikere, så har de også alle det til fælles, at de har vundet Det danske Melodi Grand Prix og deltaget ved ‘Eurovision’.

Derfor gav det selvfølgelig også god mening at spørge legenderne, hvilke gode råde de har til Sissal før hendes optræden.

Prøv at bekæmpe nerverne

Birthe Kjær formåede selv at opnå en imponerende 3. plads i 1989 med ‘Vi maler byen rød’. Selvom hun tydeligt husker nerverne, der var forbundet med sin optræden og voteringen, så er hendes råd til Sissal at nyde aftenen.

– Hun skal bare nyde det og nyde oplevelsen af at være med og møde alle de forskellige lande. Jeg husker det jo også tydeligt, at vi sad der og det der med afstemningen. Det var jo enormt spændende. Hold da op! Altså jeg ved godt, nerver også spiller ind, men prøv at bekæmpe det så meget som muligt og så nyd det. Tag det ind. For man husker det i mange mange år.

Artiklen fortsætter under billedet…

Birthe Kjær
Foto: Bax Lindhardt (Tivoli)

“Hun er helt vild sej”

Selvom de fleste ikke har spået Sissal de bedste chancer, så tror Lonnie Devantier på det. Hun roser nemlig færingens stemme, og derfor er hendes eneste råd også bare at fortsætte med at gøre det, hun gør.

– Jeg tænker bare, at hun skal gøre, som hun gjorde. Jeg synes hun er helt vildt sej og et kæmpe forbillede og kæmpe, kæmpe stemme. Jeg synes jo også, det er en skidegod sang, så jeg tror faktisk, at det kommer til at gå rigtig godt. Men jeg krydser selvfølgelig.

En anden, der har opnået flotte resultater ved ‘Eurovision’, er Kirsten Siggaaard.

Hele tre gange har legenden medvirket, og det er blevet til både en 3.- og en 4.plads.

Derfor er det også værdifulde ord, der kommer fra Kirsten.

Artiklen fortsætter under billedet…

Kirsten Siggaard
Foto: Bax Lindhardt (Tivoli)

“Hun skal nyde det max”

– Hun skal nyde det max. Der blev meget stille – altså på en eller anden måde – efter at Søren (Bundgaard, red.) og jeg vandt. Vi kunne ikke rigtig udnytte vores 3.- og 4.plads, fordi vi allerede var så booket op i gamle dage. Enhver byfest skulle jo have Grand Prix-vinderen, så vi kunne slet ikke nyde det, fortæller hun og tilføjer: “Nå ja, plus at jeg var gravid to ud af tre gange, så på den måde kunne vi ikke få en mere udenlandsk karriere, end den vi fik.”

Gry Johansen sejrede med ‘Kloden drejer’ i 1983, og ved det efterfølgende ‘Eurovision’ var hun ramt af sygdom. Det har også været tilfældet for Sissal, og derfor råder Gry hende også til at få passet på kroppen.

– Jeg kan huske, at jeg blev det også lidt selv, dengang jeg var med. Det er jo frygteligt stressende. Og alle dem man skal snakke med og pressen. Og tiden går bare så hurtigt, og man får ikke ret meget tid til sig selv. Så jeg ville bare prøve så meget som muligt at lukke dig lidt inde på værelset, når du kan og bare slappe af, så man ikke bliver bombarderet med så mange ting. Det frustrerede mig i hvert fald, kan jeg huske. Jeg syntes det var svært, men ellers prøve at nyde det og prøve at være i det. Det er måske den eneste gang i ens liv, hvor man oplever det der. Det er jo stort også selvom det ikke blev til det bedste resultat ved ‘Eurovision’.

Hertil har Tivoli også to yderligere kæmpenavne på plakaten. Til næste år stopper Keld og Hilda Heick deres fælles karriere, og derfor får de selvfølgelig deres helt egen hyldestkoncert i løbet af sommeren.

Artiklen fortsætter under billedet…

Keld og Hilda Heick
Foto: Bax Lindhardt (Tivoli)

“Man kan kun gøre sit bedste”

Selvom det ikke blev til en sejr som sanger, så nåede Keld at vinde flere gange som sangskriver.

Ægteparret er to af de mest rutinerede musikere, vi har, og derfor skal man også tage deres ord som en stor ros.

– Hun gjorde det jo så professionelt og godt, så det skal hun ikke have nogen råd for. Man kan kun gøre sit bedste, og så kan man håbe på, at det publikum, der sidder og skal stemme den dag, de lige kan lide ens melodi, fordi det er jo også det: “Hvem stemmer, og hvilken aldersgruppe er de, der sidder og ser fjernsyn og stemmer?” Så der er mange ting, man er afhængig af.

Det er den 19. juni, at Keld og Hilda giver deres allersidste koncert i Tivoli. Her deltager også Birthe Kjær, Kirsten Siggaard, Søren Bundgaard og Annette Heick.

Den 14. samt 28. august kan man opleve Gry og Lonnie Devantier, når der er Melodi Grand Prix-tema.

LÆS MERE:

° Vores naboer er enige: Sissal har ingen chance ved ‘Eurovision’

° Sissal har fået særligt forbud ved Eurovision Song Contest