Kreditorerne venter på svar, men i konkursboet er der foreløbig kun fundet en brøkdel af de penge, der skal bruges for at dække den store gæld.
Udsigterne ser ud til at være ganske dårlige for dem, der har penge til gode i det krakkede selskab Legendary Gaming Group.
I ugerne efter konkursen er der blevet meldt krav ind for over 14 millioner kroner, og alt tyder på, at der ikke kommer til at være penge nok til at dække den store gæld i selskabet.
Oplysningerne stammer fra det danske Counter-Strike-medi Dust2, og er efterfølgende blevet bekræftet af SE og HØR gennem en aktindsigt i kurators første redegørelse, som er blevet udleveret af Sø- og Handelsretten.
Krav for 14 millioner
Redegørelsen stammer fra datoen 2. juni, hvilket er tre uger efter at selskabet blev erklæret konkurs. På det tidspunkt lød de samlede krav på intet mindre end 14.145.341,72 kroner.
Ifølge SE og HØR kommer hele 13.480.901 kroner fra almindelige kreditorer og betegnes som simple krav. Dertil kommer 281.508 kroner fra ansatte og 383.932 kroner i separatistkrav, hvilket betyder, at en kreditor gør gældende at eje noget i boet, som derfor ikke må bruges til at betale de øvrige kreditorer.
Kurator har nu fået til opgave at tage stilling til, om kravene holder vand, og samtidig gøre et forsøg på at skaffe flest mulige midler til kreditorerne.
Det kan dog blive svært, for på selskabets konti stod der kun 74.980 kroner, og det er foreløbig det eneste, boet har kunnet gøre i penge. Advokaten er desuden blevet oplyst om tilgodehavender på cirka 225.000 kroner samt gamingudstyr, inventar og effekter fra et lagerrum.
Kendte ejere
Selskabet gik officielt konkurs i midten af juni. Forinden havde direktør og medejer Atle Stehouwer forklaret overfor B.T., at likviditeten ganske enkelt var sluppet op, og at processen med at afvikle selskabet derfor var sat i gang.
“Og man har desværre ikke kunnet finde en løsning på at rejse den kapital, der har været behov for, for at virksomheden kunne overleve,” sagde han.
Legendary Gaming Group åbnede i starten af 2025 med et mål om at vende op og ned på e-sport. De slog dørene op for et hovedsæde på 450 kvadratmeter i Parken under navnet Legendary Arena Copenhagen, hvor der både var studie og træningsfaciliteter.
“Legendary Arena er stedet, hvor professionelle spiller. Det er et knudepunkt for talent, innovation og fællesskab – alt sammen i hjertet af Danmarks førende stadion,” sagde Nicklas Bendtner dengang.
Ifølge det offentlige virksomhedsregister ejer fodboldspilleren mellem 10 og 15 procent. Samme andel har Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen og Atle Stehouwer, og blandt ejerne finder man også den danske fodboldspiller Peter Ankersen, der sad i bestyrelsen.