Næsten tre årtier efter, at den kendte rapper mistede livet i Las Vegas, er der nu faldet dom i sagen.
Duane ‘Keffe D’ Davis, der tidligere stod i spidsen for en bande, er blevet dømt for at stå bag drabet på den kendte rapper Tupac.
Det koster ham en dom på mellem 40 år og livstid, oplyser Reuters ifølge B.T.
Anklagerne mener, at den nu 63-årige Davis stod for at skaffe det våben, som rapperen blev skudt med i Las Vegas 1. september 1996.
Angiveligt skulle han have stået bag angrebet for at hævne en strid på et kasino.
Dommerens ord
Dommer Carli Kierny var klar i mælet, da hun afsagde dommen.
“Man kan ikke bare tage en mands familie. Man kan ikke tage hans liv, hele hans fremtid, og bare slippe afsted med det. Især når den mand er Tupac Shakur,” sagde hun.
Sagen kom for retten i august, efter at den i årevis havde ligget stille, selvom politiet i lang tid havde haft Davis i kikkerten.
Politiet fik igen øjnene op for ham i 2019, da han udgav en selvbiografi, hvor han blandt andet kommer ind på, hvordan han skaffede et våben via en bekendt. I 2023 blev han anholdt, men han nægtede sig dog skyldig i anklagerne.
Vil anke
Rapperen nåede kun at blive 25 år, inden han mistede livet. Han sad som passager i en bil, da han blev ramt af talrige skud, og efter seks dage på hospitalet døde han. I næsten 30 år har drabet været blandt et af USA’s mest omtalte uopklarede sager.
Davis har meddelt, at han har i sinde at anke, hvorfor sagen endnu ikke er helt slut. Ifølge Nevadas lovgivning kan han dog straffes for drab, selv om en anden skød.
Tupac huskes blandt andet for store hits som ‘California Love’ og ‘Changes’.