Nu er Morten Kjeldgaards afløser fundet i ‘Vild med dans’

Danseren Morten Kjeldgaard skal akut opereres, og derfor træder kollegaen Eugen Miu ind i fredagens ‘Vild med dans’ for at danse med Julie Rudbæk.

Der er nu fundet en afløser for Morten Kjeldgaard, der torsdag måtte trække sig fra ‘Vild med dans’, fordi han havde problemer med det ene øje.

I starten af ugen mærkede han en ændring på sit syn, som desværre blev værre dagen efter. Han tog til en privat øjenlæge, der straks sendte ham til akutmodtagelsen på Glostrup Hospital.

Derfor skal han nu opereres. Det efterlod jo selvfølgelig et dilemma omkring, hvem der skal danse med Julie Rudbæk i fredagens udsendelse.

Eugen Miu træder til

“I morgen kl. 8:00 skal jeg i fuld narkose og opereres. Kirurgen, der skal stå for indgrebet, er overvejende optimistisk i forhold til mit syn – men som jeg også er blevet gjort klart, er der altid en risiko”, skrev Morten Kjeldgaard på Instagram.

Se opslaget herunder eller klik her.

Her & Nu skrev kort tid efter, at det ville blive Eugen Miu, som røg ud af konkurrencen sammen med Sissal fredag, der ville træde til.

Det viser sig nu, at det er fuldstændigt rigtigt. TV 2 har bekræftet, at det er sådan, det forholder sig, og at Eugen Miu og Julie Rudbæk går på gulvet sammen ifølge Se og Hør.

Morten Kjeldgaard er ude

TV 2 slår fast, at Morten Kjeldgaard ikke skal tænke på ‘Vild med dans’ men blot koncentrere sig om at blive rask. Han udgår da også resten af sæsonen og har dermed danset for sidste gang i ‘Vild med dans’.

Eugen Miu vandt sidste års ‘Vild med dans’ sammen med skuespilleren Anna Munch. Der venter ham en stor opgave, for han skal nå at lære hele to danse med Julie Rudbæk inden fredag aften – nemlig en jive og fællesdans.

– Vi er glade for, at en af vores dygtige professionelle dansere er trådt til i sidste øjeblik, og vi glæder os meget til at byde Eugen Miu velkommen tilbage på dansegulvet i aften. Julie og Eugen kommer til at danne par resten af sæson, siger TV 2’s ‘Vild med dans’-redaktør Mads Elias Ravn til Ekstra Bladet.

Morten Kjeldgaard takkes

Her lyder det også, at TV 2 er ærgerlige over, at Morten Kjeldgaard ikke vender tilbage. Men at helbredet naturligvis kommer i første række.

Nu ønskes Morten Kjeldgaard rigtig god bedring. Hos TV 2 håber man, at han snart er på benene igen. Samtidig takkes der for hans fantastiske bidrag til ‘Vild med dans’ gennem årene.

Vi glæder os til at se Eugen Miu og Julie Rudbæk danse sammen i aften!

Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!

LÆS MERE:

 

Læs mere om...