Kemien var der, men et praktisk forhold gjorde, at det endte med at gå galt mellem parret.
Jesper Fentz Vangsgaard og Maia Korsgaard fandt hurtigt sammen i ‘Landmand søger kærlighed’. Forholdet holdt dog ikke, da de skulle få det til at fungere i dagligdagen.
Årsagen var, at Jesper er bundet til København i to år på grund af en elevuddannelse. Det skulle vise sig at være en afgørende faktor for Maia.
Jesper forklarer, at han søgte ind på uddannelsen længe før programmet og først fik vished om sin situation efter de to første dates. Han er i dag kontorelev i en HR-afdeling.
Uenige om åbenheden
Maia har fortalt, at hun ærgrede sig over ikke at have fået beskeden omkring hans jobsituation på et tidligere stadie.
“Jeg var hardcore egoistisk. For han vidste godt, at han skulle tage den her uddannelse, og han fortalte mig det ikke. I starten var jeg faktisk irriteret på ham, fordi jeg følte, han havde frataget mig et valg. Jeg havde ikke valgt ham, hvis jeg vidste det. Han ville gerne have en chance for at lære mig at kende, og han vidste, han ikke fik den chance, hvis han fortalte det,” siger Maia ifølge HER&NU.
Jesper afviser, at han skulle have tilbageholdt oplysningen om sit job med vilje.
Han beklager dog, at hun har oplevet det sådan, men gør det meget klart, at der ikke lå nogen specifik hensigt eller beregning bag. Hans mål var derimod at møde hende åbent og vise, hvem han er.
Samtidig noterer han sig, at hvis det praktiske vejede tungest hos hende, så handlede beslutningen ikke om følelser.
Talte forbi hinanden
Selv var Jesper indstillet på at gøre et forsøg på at få det til at fungere trods afstanden. Han havde en holdning om, at små forhindringer ikke skulle stå i vejen, hvis to mennesker virkelig passer sammen.
Det ærgrer ham derfor også, at afstanden fik større betydning end ham selv. Han tror desuden, at de misforstod hinanden i forhold til flytteplanerne.
“Jeg tror, vi har snakket en lillesmule forbi hinanden med hensyn til flytningen. Jeg mindes, at jeg har givet udtryk for, at jeg var villig til at flytte på sigt, fordi jeg lige skulle lande i det og mærke, om det var det rigtige, inden jeg hev teltpælene op og gav afkald på alt, jeg har her. Det, følte jeg, var en stor beslutning, og det havde jeg brug for tid til og ikke bare gøre fra den ene dag til den anden,” siger han.