Nu sker det endelig: Rolf Sørensen vender tilbage

Rolf Sørensen gør comeback som ekspertkommentator på TV 2, når kanalen dækker cykelløbet Vuelta a España.

Når Vuelta a España endelig bliver skudt i gang, bliver det med en stemme i kommentatorboksen, der for mange seere er genkendelig.

Rolf Sørensen vender nemlig tilbage som ekspert på TV 2 og bliver en del af kanalens mandskab, der har fået opgave at dække det spanske etapeløb.

Det fortæller TV 2’s chefredaktør John Jäger til Ekstra Bladet.

Tilbage efter en pause

Det kommende comeback betyder, at han starter hårdt ud, da det sætter Rolf Sørensen tilbage på cykelsportens allerstørste scene som ekspertkommentator.

Igennem et stykke tid har den forhenværende professionelle cykelrytter holdt sig fra de helt store løb, hvilket blandt andet omfatter dette års Tour de France.

Under Touren har han i stedet optrådt i diverse studieindslag på skærmen.

Tidligere i år tog han hul på sit comeback bag mikrofonen, da han kommenterede Tour Auvergne-Rhône-Alpes.

Tilbagevenden er naturligvis til stor glæde for chefredaktøren, som Ekstra Bladet fanger på telefonen.

“Jeg er utrolig glad for at have Rolf tilbage. Først og fremmest er jeg rigtig glad for, at han på alle tænkelige måder er kampklar igen. Forhåbentligt gav hans rolle under Touren en stille og rolig start på ekspertlivet igen, så han igen har mod på at vende tilbage,” siger John Jäger.

Stort hold

TV 2 kommer til at dække langt det meste af løbet hjemme fra Danmark, oplyser Jäger.

Han fortæller samtidig, at eksperterne skifter i boksen undervejs, og at deres individuelle roller endnu ikke er blevet helt fastlagt.

Ved Sørensens side kommer han til at have sin faste makker Dennis Ritter, der igen har fået til opgave at guide seerne gennem de spanske etaper.

“Ja, 100 procent. Jeg vurderer, at han er klar, og vigtigst af alt, så gør han også selv. Så det er jeg helt tryg ved,” siger John Jäger om Rolf Sørensens comeback.

Både Emil Vinjebo, Christian Moberg og Nicki Sørensen er også en del af ekspertholdet under Vuelta a España, mens Lars Bak og reporter Søren Reedtz bliver sendt en tur til Spanien.

 

Læs mere om...