
Da Sofie Martinusen sidste år trådte ind som ny vært for ‘Landmand søger kærlighed’, vidste hun godt, at hun havde store sko at fylde ud.
Lene Beier havde i mange år været synonym med programmet ‘Landmand søger kærlighed’, og Sofie var nervøs for, hvordan seerne ville tage imod en ny frontfigur.
Men reaktionen har været alt, hvad hun kunne drømme om og lidt til.
– Jeg er overvældet af den reaktion, der er kommet. Jeg er virkelig rørt og bliver glad over mig selv. Det har kun været fantastisk. Jeg havde ikke turde håbe på det her. Det er også bare dejligt, at folk vil dele, at de synes, det er godt, når man har været usikker på, hvordan det ville gå, og hvad de vil synes, fortæller hun.
Fra usikker til hjemmevant
Sofie indrømmer, at begyndelsen var præget af nervøsitet. Hun havde aldrig før prøvet at stå i en værtsrolle, og hun hængte sig meget i, hvilke spørgsmål hun skulle stille.
– I starten var det meget udfordrende. Jeg har ikke prøvet det før i sådan en rolle. Jeg tror, jeg hang mig lidt meget i de spørgsmål, jeg skulle stille. Men vi fandt ret hurtigt ud af, at det ikke er sådan, jeg kunne køre det. Jeg skulle bare vide, hvor scenen skulle hen og stille mine egne spørgsmål med min egen nysgerrighed.
Noget af det, Sofie frygtede mest, var om både unge og ældre deltagere ville tage imod hende.
– Jeg var nervøs for det begge veje. Om de unge synes, det var mærkeligt at snakke med mig. Og om de ældre ville tænke, at jeg ikke har så meget livserfaring som dem. Det har fungeret begge veje. De har haft meget tiltro til mig, fordi jeg har stået i samme situation som dem. Så det har været rigtig nemt at snakke med alle, siger hun.
En stor ære
For Sofie har det været en stor ære at overtage rollen fra en vært, hun selv beundrer.
– Jeg ved, hvordan det er. Seerne kan jo også godt lide det vante, og Lene har været der i mange år og klaret sig pissegodt i alle årene. Jeg elsker selv Lene i alle de programmer, hun laver, og jeg synes, hun er en stjerne, siger hun.
Selv har Sofie ingen planer om at deltage i et datingprogram igen.
– Jeg vil ikke selv i et datingprogram igen. Jeg har haft min tur, og det var fantastisk. Nu synes jeg, det er skønt bare at følge med fra sidelinjen. Det er rigtig dejligt at stå på den anden side og ikke være nervøs. Det er dejligt at lægge den nervøsitet lidt væk.
Lige nu nyder hun at være i værtsrollen og har ingen planer om at ændre på det foreløbig.
– Ikke som det er nu. Jeg har bare haft fokus på Landmand. Jeg har nogle drømme. Jeg elsker at stå og være vært nu, og jeg har elsket, hvad vi har lavet. Hvis der kommer noget, der føles rigtigt i maven, så siger jeg bestemt ikke nej og fortsætter:
– Nu er vi lige blevet færdige med at filme, og det er lige kørt over skærmen, så det er den boble, jeg er inde i. Jeg er slet ikke bleg for, at der skulle komme noget mere.
Efter den varme modtagelse fra både deltagere og seere er Sofie mere end klar til at fortsætte og måske endda tage imod nye tv-udfordringer i fremtiden.
Det er så velfortjent. Hvad synes du om Sofie som vært? Del gerne din mening med os i kommentarfeltet på Facebook.
LÆS MERE:
- Danskerne elsker ‘Landmand søger kærlighed’
- ‘Landmand søger kærlighed’-Martin åbner op om sin deltagelse