Musikeren Otto Brandenburg satte pigehjerter i brand i 1960’erne, men i virkeligheden var han ikke noget dydsmønster.
Der var ingen tvivl om, at Otto Brandenburg var den helt store rockstjerne i 1950’erne og 1960’erne i Danmark som medlem af Four Jacks og senere som soloartist.
Men det var ikke kun en dans på roser at kende musikeren, for privat kunne han sagtens meddele familie, at han skulle ned efter smøger. Og først komme tilbage flere dage senere.
På den måde kunne Otto Brandenburg på sin vej godt skuffe og irritere mange mennesker men red også på bølgen af sit image.
Otto Brandenburg gik over stregen
Selv voksede han op med en enlig mor, og stedfaren tæskede ham. Men tidligt fattede han interesse for musikken, og han udmærkede sig også i skolen.
– Jeg faldt aldrig rigtig til, og da jeg på et tidspunkt havde eksperimenteret lidt for meget med brændglas og taget en lærerinde på brysterne – ja, så røg jeg ud af skolen, sagde Otto Brandenburg senere i biografien ‘Otto Brandenburg – spor af en baggårdspuma’.
Musikkarrieren tog dog for alvor fart, da Otto Brandenburg i 1956 kom med i Four Jacks sammen med Poul Rudi, John Mogensen og Bent Werther.
Musikeren ville være Elvis
Gruppen lavede flere danske hits som ‘Mandalay’, ‘O Marie, jeg vil hjem til dig’ og ‘Tom Dooley’, mens rock ‘n’ roll i den næste årrække indtog landet.
Senere besluttede Otto Brandenburg sig da også for at blive landets næste rockstjerne inspireret af amerikanske Elvis Presley, og han fik sit store gennembrud en aften i KB Hallen.
Siden gik han hen og blev et sandt ungdomsidol, og musikeren satte senere kurs mod Melodi Grand Prix i 1960, hvor han stillede op med ‘To lys på et bord’.
Otto Brandenburg giftede sig
Sangen fik dog desværre en sidsteplads, men i offentligheden blev sangen en stor succes, og Otto Brandenburg solgte et væld af plader.
Senere giftede pigeidolet sig hemmeligt med Ina Jørgensen. Han begyndte at dyrke familielivet i stedet for tilværelsen som stjerne.
På dette tidspunkt begyndte stjernen også at få små roller på film og TV. Men i starten af 1960’erne var musikken ved at skifte til pigtrådsmusik, som han ikke faldt i tråd med.
Kvinder bliver skeptiske
Her fulgte nedturen, for den gifte musiker havde samtidig hang til våde varer, fester og kvinder. Hans ægteskab med Ina Jørgensen knagede.
– Jeg forstår da så udmærket problemet set fra en kvindes synspunkt – at hun bliver skeptisk, når man gang på gang siger: Vent lidt, det skal nok gå, noget vil vise sig. Men der er det med musik, man efterlader den ikke bare på vejen, sagde Otto Brandenburg i 1966 til BILLED-BLADET.
Musikeren måtte droppe sin karriere, få et almindeligt job, han blev skilt, og huset gik på tvangsauktion. Musikeren hang ud med komiker Jørgen Ryg, og de to flyttede sammen.
Børnene blev underholdt
Tiden, der fulgte, var præget af cigaretter, øl, skiftende jobs og kvinder, men samtidig fik musikeren idéen til en børnesang, der senere gik hen og blev allemandseje: ‘Søren Banjomus’.
Desuden fik Otto Brandenburg et velfortjent comeback i TV-dramaet ‘Tilløkke Herbert’, hvor han spillede drankeren Herbert, hvilket blev en stor succes. I 1980’erne blev han især kendt for at være i øjenhøjde med børn i eksempelvis ‘Gummi Tarzan’.
Desuden fandt han også en ny kæreste i Hanne Mynster. Parret flyttede til Lyngby, hvor han yndede at gå i haven.
Musikeren rasede ud
Dog fik han lidt af et tilbageslag, da han i 1994 gav en betjent en knytnæve i ansigtet. Han modtog en dom på 40 dages betinget fængsel.
– Han havde fået nok af natteliv, og så var han jo blevet en ældre herre. Oven på turen, hvor han knaldede en panser i gulvet på Hovedbanegården og den efterfølgende retssag, var det som om, han havde raset ud, har forfatter Frankt Toft-Nielsen, der står bag biografien ‘Otto Brandenburg – spor af en baggårdspuma’ sagt til TV 2.
I årene op til sin død bar Otto Brandenburg præg af, at han var ved at være en ældre mand. Han virkede ifølge Gregers Dirckinck-Holmfeld træt af livet og slidt op.
Musikeren døde
I 2006 brækkede musikeren hoften under et besøg på Rigshospitalet, og røntgenbillederne afslører, at han har lungekræft, som han kommer i strålebehandling for.
Han nåede lige at komme hjem til katten Rikke, inden han går bort i foråret 2007. Bisættelsen foregik i dybeste stilhed. Herefter spredte Hanne Mynster hans aske i Det Sydfynske Øhav.
Vi synes, at Otto Brandenburg var en stor stjerne – han er i den grad savnet!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!