Peter Ingemann: Medstuderende fra mit gymnasie døde på Balkan

I et interview med Newsner sætter Peter Ingemann ord på en personlig del af krigene på Balkan.

Krigene i Jugoslavien var forfærdelige.

De var blandt de blodigeste kampe siden Anden Verdenskrig og som nogle af de første blev de også omtalt som folkemord, ligesom flere parter blev anklaget for krigsforbrydelser.

Peter Ingemann har dykket ned i forfærdelighederne, hvilket er blevet til programmet ‘Peter Ingemann og Balkan i flammer’.

I programmet rejser tv-værten selv til Balkan for at få indsigt i, hvordan livet var dernede under krigene.

I et interview med Newsner har Peter tidligere fortalt, at han har en personlig interesse i emnet, da han selv har arbejdet med en bosnisk flygtning.

Det er dog ikke den enste grund til, at krigene ramte ekstra tæt på hjem hos Peter.

Gik på samme gymnasie

Til Newsner fortæller tv-værten, at en særlig situation fik ham til at tænke en ekstra gang over sit eget liv.

Det var ikke uhørt, at danskere tog til Balkan for at hjælpe til, og det samme gjorde sig gældende for Niels.

Niels var fortsat teenager, og så var han lige blevet student fra det gymnasie, som Peter Ingemann gik på i 1990’erne.

Han husker, hvordan de blev samlet på skolen og fik at vide, at Niels var død på Balkan. Han var blevet ramt af en granat.

– Han blev student i 1992, og jeg bliver det i 93. Og jeg husker, at vi er gået på læseferie, men er samlet oppe på gymnasiet. Jeg ved ikke, om det var den dag, vi skulle trække, hvad vi skulle op i eller sådan noget. Og så går rektor på scenen og siger – det er i juni måned 93 – at vi skulle bare lige vide, at Niels, der gik ud sidste år, han var blevet dræbt i går nede i Bosnien.

“Det kunne have været mig”

Med Niels’ død kom krigen tæt på, og det satte gang i tankerne hos Peter.

– Det kunne have været mig… Jeg tror egentlig, det var den følelse, vi sad med alle os unge 16, 17, 18-årige, useriøse, hormonfyldte gymnasiedrenge.

– Vi skulle jo trække ind til session og trække nummer, og der kunne man jo blive trukket til Beredskabsstyrelsen eller Civilforsvaret, og så kunne man være kommet til Bosnien, hvis man ville det, og så kunne man have betalt med sit liv.

Selvom det ikke var en 1-1-situation, så fortæller Peter, at det gjorde, at man identificerede sig med personen, der nu var gået bort.

– Jeg er ung, jeg har livet foran mig. Vi går mest op i, skal vi drikke ti shots eller ti bajere på fredag, ik? Og så var der en en ung mand ligesom os, som døde.

Peter har også fortalt, hvordan han har døjet med mareridt efter optagelserne. Det kan du læse mere om herunder.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...