Pitbull sætter vanvittig verdensrekord: Over 22.000 gjorde det

Rapperen fik i Hyde Park tusindvis af tilhængere til at efterligne hans karakteristiske look, hvilket var nok til at sætte en besynderlig rekord.

Fredag blev der sat en ganske usædvanlig rekord i den britiske hovedstad.

Det skete i forbindelse med den amerikanske stjerne Pitbulls optræden ved musikfestivalen British Summer Time, der blev afholdt i Hyde Park.

Under koncerten formåede rapperen, der har det borgerlige navn Armando Christian Pérez, at bringe 22.141 kunstige og ægte skaldepander sammen på ét og samme sted.

Ifølge Billboard er der dermed tale om en helt ny verdensrekord.

Klædt ud som stjernen

De fremmødte havde trukket en tætsluttende plastikhætte ned over hovedet for at fremstå skaldede, og dertil var de også iført et par pilotsolbriller for at ligne rapperen.

Forklædningen er dog tilsyneladende ikke forbeholdt den britiske hovedstad, for herhjemme har publikum benyttet sig af samme trick, når rapperen har optrådt.

Det gjaldt eksempelvis under hans optræden i Royal Arena i 2025 samt i år, hvor han også var at finde på Tinderbox.

Fyens Stiftstidende kunne i den forbindelse berette, at fansene ryddede hylderne i de odenseanske butikker, så de omtalte ‘skaldepander’ var helt udsolgt.

Kendt i hele verden

Rapperen erobrede navnlig i 2010’erne et publikum i hele verden med sin unikke og dansevenlige blanding af house, latin, reggaeton, pop, dance og rap.

Det store gennembrud kom tilbage i 2007, hvor han udgav nummeret ‘I Know You Want Me (Calle Ocho)’, der var baseret på en sample fra The Bucketheads’ 90’er-hit ‘The Bomb (These Sounds Fall Into My Mind)’.

Siden har han stået bag en stribe hits. Det tæller blandt andet både ‘Fireball’, ‘Timber’, ‘Give Me Everything’, ‘Hotel Room Service’, ‘On The Floor’ og ‘International Love’.

 

Læs mere om...