John Travoltas hvide jakkesæt fra ‘Saturday Night Fever’ er sat til salg på en auktion, men prisen er bestemt i den høje ende.
I 1970’erne charmerede den amerikanske skuespiller John Travolta et helt publikum, da han dansede sig ind i biografgængernes hjerter i ‘Saturday Night Fever’.
Og drømmer man om at fremstå som en sand verdensstjerne, er der nu en chance for det.
Det berømte hvide sæt tøj, som han havde på i filmen, er nemlig blevet sat til salg.
Prisen lyder dog på intet mindre end 400.000 dollars, hvilket svarer til omkring 2,6 millioner kroner, skriver det britiske medie The Independent.
Ikke kun jakkesæt
Men hvad følger der reelt set med i købet, hvis man beslutter sig for at lægge så stor en sum penge for et sæt tøj?
Foruden selve jakkesættet, der består af i alt tre dele, medfølger der faktisk også en håndskreven hilsen fra John Travolta.
Man har mulighed for at sikre sig tøjet gennem en auktion, der strækker sig over fire dage, og hvor talrige effekter fra andre film og tv kommer under hammeren.
Tilsammen udbydes mere end 1.700 genstande, der stammer fra en lang række forskellige produktioner.
Klenodier på auktion
Ud over jakkesættet fra John Travolta er der også andre effekter at byde på, men fælles for de fleste af dem er, at priserne er høje.
Blandt de mange klenodier på auktionen finder man kaninen Franks dragt fra ‘Donnie Darko’ og den myg indfanget i rav, der er en del af ‘Jurassic Park’.
Man kan desuden byde på et originalt eksemplar af Det Gyldne Lyn, der strammer fra ‘Harry Potter og De Vises Sten’, som er den første film i serien.
Ifølge The Independent har hele samlingen en samlet værdi på 10 millioner dollars. Det svarer til lidt mere end 65 millioner kroner.