‘Robinson Ekspeditionen’: Anton reagerer på massiv kritik

Vinderen af ‘Robinson Ekspeditionen’ 2025, Anton Basbas, sætter nu ord på den kritik, han har modtaget for sin attitude i programmet.

Det blev Anton Basbas, som i sidste ende kunne løfte trofæet og kalde sig for vinderen af ‘Robinson Ekspeditionen’ 2025.

Skal vi være helt ærlige, så havde lige netop Anton da også kørt sig selv i fin stilling til at blive den helt store favorit.

Flere gange under årets ekspedition løb den personlige træner nemlig med sejren ved diverse dyster, strider og dueller.

Blandt andet ved sammenlægning var Anton først i mål, ligesom han også satte rekord, da han ene mand besejrede det andet hold i en anden konkurrence.

Selvom han samtidig var vellidt blandt de andre deltagere, så har det dog ikke været alle herhjemme i Danmark, der har været tilhængere af ham.

Newsner har således tidligere skrevet om, hvordan flere seere har ment, at Anton fremstod arrogant i programmet, og vi valgte da også at forelægge ham kritikken, så han selv havde mulighed for at svare på den.

“Folk må synes, hvad de vil”

Og spørger man Anton, så er det ikke noget, der går ham på overhovedet.

– Altså, jeg er rigtig, rigtig meget ligeglad med det, og det er sådan, som jeg er som person. Jeg er en meget kæk person. Jeg er opvokset i Værebroparken for fanden altså.

Til Newsner fortæller Anton, at selvom kritikken som sådan ikke påvirker ham, så ærgrer det ham dog alligevel, hvordan man fra produktionens side af har dannet et billede af ham.

– De har klippet det som om, at i starten har de ikke taget så meget af mine smarte bemærkninger med. Så det er først, når jeg begynder at vinde, at de ligesom er kommet. Så det virker lidt som om, at “nu er jeg begyndt at vinde, så begynder jeg at spille smart,” forstår du?

– Hvor jeg sådan siger: “jeg har spillet smart fra starten af. Jeg er hele tiden smart.” Men folk må synes, hvad de vil.

Man skal turde italesætte sin selvtillid

Hertil fortæller Anton, at han mener, at det er vigtigt at tro på sig selv og turde sige det højt, men samtidig anerkende, hvis man bliver slået.

– Jeg synes, det er meget vigtigt, at man tror på sig selv, og at man tør at italesætte det. Når man så fejler, så må man jo tage den. Men det er også noget med at putte sig selv derud og turde stå frem og stikke næsen frem. Og så nogle gange, så siger fælden bang, men sådan er det.

Derfor lyder det også afslutningsvis fra Anton, at det på ingen måde skyldes arrogance.

– Jeg vil ikke sige på nogen måde, at jeg er arrogant. Hvis der er nogen, der kommer til mig, så er det ikke, fordi jeg føler mig bedre end nogen andre overhovedet. Jeg er nede på jorden og glad og føler mig på ingen måde over nogen andre.

Med titlen som “Årets Robinson” vandt Anton også 500.000. Hvordan han skal bruge pengene, kan du læse mere om herunder.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...