Slem skade sendte Robert ud af 'Robinson Ekspeditionen'

Robert i 'Robinson Ekspeditionen' — Viaplay Group

Robert fortæller nu, hvad der nøjagtigt skete, da han måtte forlade ‘Robinson Ekspeditionen’.

Skuffelse, ærgrelse og frustration.

Det er de følelser, der går igennem Robert, da Newsner taler med ham.

Samtlige deltagere går ind til ‘Robinson Ekspeditionen’ med en frygt for at blive den første, der forlader den, og desværre blev det en realitet for Robert.

Men hvor det første exit normalt skyldes en afstemning ved ø-rådet, så var det en trist årsag i Roberts tilfælde.

En skade under landstigningen gjorde, at han måtte forlade øen allerede på dag tre, og det var selvfølgelig noget, der ærgrede Robert, der havde glædet sig til at være med.

– Jeg er en gut med krudt i røven. Jeg er ikke så god til det der leverpostejsliv eller det der hamsterhjul, hvor man står op og gentager de samme ting hver dag. Jeg har brug for at have noget at se frem til. Der skal ske noget, og hvis ikke der sker noget, så har jeg sgu svært ved at være i mig selv… Der er en lille smule ADHD, hvor der er nogle ting, der skal ud. Det er den vej igennem, jeg gør det.

Sådan gik det galt

Endestationen blev dog den notoriske landstigning, og overfor Newsner tager Robert os skridt for skridt igennem den for at fortælle, hvad der egentlig skete.

– Det er jo landstigningen, hvor det går galt. Vi skal bære det her tunge bur ud i vandet og får placeret os høje med én i hver hjørne, så vi har mulighed for at få løftet det lige. Og vi begynder at bære ud og jeg står bagerst i buret. Så hver gang man ryger under vand og så skal op og have buret frem igen, der skubber jeg jo kraftigt fra med benene for ligesom at få noget flow i det her bur her.

“Hvad er det egentlig, der foregår?”

Robert fortæller, at han normalt er stærk under vand, så selve opgaven påvirker ham ikke det store.

– Men da vi så kommer op og skal kravle op efter det her flag, så hopper vi ligesom ud i vandet for at svømme ind igen. Og der kan jeg godt fornemme, at der er et eller andet i min krop, der ikke rigtig fungerer. Når jeg tager svømmetag med armene, så er det som om, jeg ikke rigtigt kan få benene til at følge med, og det er her, jeg studser over det. Der er så meget adrenalin, så det er ikke fordi, jeg tænker over det hele tiden, men jeg kan godt tænke “hvad er det egentlig, der foregår?”. Når vi så kommer ind til land, så er det som om, benene virker fint igen, og jeg begynder at rykke rundt på de her kasser sammen med de andre.

Efterfølgende skal deltagerne skubbe til nogle tunge kasser, og her vælger Robert at forsøge at skubbe nogle af dem selv.

– Og jeg kan godt mærke på et tidspunkt, at jeg også er lidt svimmel. Men i bund og grund så tænker jeg jo bare, at det er varmen, der gør det, og vi kommer op af rampen og alt er fint og får sat flaget på, og så bliver vi bedt om at gå ned igen, da vi er færdige.

Kom som et lyn fra en klar himmel

Bagefter skal deltagerne tale med Jakob Kjeldbjerg, og her bliver Robert ramt af en slem svimmelhed.

– Jeg har det sådan lidt underligt, men igen så flyder det hen og tænker, at det er varmen. Adrenalinen kører jo også helt vildt. Og så kommer vi over og snakker med Jakob Kjeldberg. Og der kan jeg også huske, jeg står og kigger lidt forvirret rundt og lige tager noget vand. Jeg godt kan mærke, at jeg har det sgu ikke så godt der, men jeg kan ikke mærke nogen smerter.

Deltagerne skal herefter sidde og vente på deres båd, men Robert kan tydeligt mærke tiltagende smerter i lænden.

– Og så tager det bare til altså som lyn fra en klar himmel. Det brænder mere og mere, og så bliver medic teamet kaldt over, og så vil de have mig ned og sidde, og jeg kan hverken sidde ned, jeg kan ikke bevæge mig. Det bliver sådan, at jeg kun går en centimeter eller to ad gangen. Og så tager det bare til i smertehelvede. Og så bliver jeg lagt i drop og sådan nogle ting.

Modtog hospitalets dom

Robert bliver fragtet tilbage til hotellet på fastlandet, hvor man hurtigt vurderer, at Robert skal på hospitalet.

På hospitalet bliver Robert MR-scannet og får desværre den værste besked.

– Jeg bliver fragtet ind til Johor inde i Malaysia, hvor jeg kommer på et hospital derinde og bliver lagt i en MR scanner, hvor de så kan se, jeg har fået to diskusprolapser i lænden.

“Min verden bryder lidt sammen”

Pludselig giver smerterne mening, men til Newsner fortæller Robert, at hans tanker egentlig var andre steder.

– Der kan jeg godt mærke, at min verden bryder lidt sammen, fordi jeg kan godt regne ud, hvor det er på vej hen der. Så jeg kan huske, tårerne står lige ud, hvor man tænker “det er en livslang drøm, der er på vej til at dø så hurtigt”.

– Og da jeg kommer ind i en ambulance, fortæller chefen for produktionen så også, at jeg er færdig i ekspeditionen, og der kan jeg huske… der bryder jeg egentlig sammen. Ikke så meget på grund af, at det gør ondt, men fordi jeg godt kan se, at den drøm, jeg har haft i mange år, den dør dér.

“Det har været rigtig psykisk hårdt for mig”

Selvom det er ved at være længe siden, så lægger Robert ikke skjul på, at det stadig påvirker ham i dag.

– Det har været rigtig psykisk hårdt for mig efterfølgende. At komme hjem på sofaen og ligge der og så vide, de andre sidder dernede og har det her sammenhold og de her ting sammen og den her oplevelse sammen. Så det er noget, der stadig fylder meget for mig i dag.

– Hver evig eneste dag fylder det for mig. Det er et kæmpe nederlag i sig selv.

Afslutningsvis fortæller Robert også, at oplevelsen har gjort, at han har et særligt mål, og det ved produktionen også.

– Det er, at de kommer til at se mig hver december igen til casting. Jeg arbejder hårdt på at komme tilbage i topform og så søge ind hvert år. Jeg skal tilbage og have revanche. Jeg kan ikke leve med, at det er sådan her, det vil jeg ikke. Så om det skal tage mig 10 år at komme ind igen, så søger jeg hvert år igen.

Det er så uretfærdigt. Vi ønsker Robert held og lykke fremover!